Nyheder fra Svendborg Golf Klub

Vi søger hjælpere til afvikling af kaninmatcher

 

Kaninmatcher finder sted hver onsdag på 9-huls banen og en gang om måneden på 18-huls banen, hvor der spilles enten for- eller bag 9. Fra og med i år er der ikke krav om deltagelse i kaninmatcher for begyndere, men vi opfordrer naturligvis kraftigt til, at begyndere kommer og deltager, og at garvede golfspillere kommer og bidrager og hjælper også ude på banen.


Folk sendes afsted løbende fra 1. tee, og man tilmelder sig dagens match ved at møde op i restauranten, hvor en kaninansvarlig vil tage imod og sætte hold sammen.

Det er denne opgave som kaninansvarlig, vi skal bruge hjælpere til. Så hvis du kan se dig selv i rollen som en af dem, der hjælper klubben med at give begyndere og etablerede golfspillere en hyggelig runde, så tøv ikke med at melde dig til hos Emil på en@svendborg-golf.dk eller  på tlf. 30 74 35 10.

Der er ikke nogen begrænsning i antallet, vi kan bruge, jo flere om at dele vagter, jo bedre er det.

 

Vi håber meget, at der blandt jer medlemmer er nogle, som vil hjælpe os.

 

Ny klub med i Klub 81

Vi kan nu byde velkommen til Langesø Golf Club i Klub 81.

Det betyder at følgende fem klubber nu er med.

  1. Blommenslyst Golf Klub af 2014
  2. Langesø Golf Club
  3. Svendborg Golf Klub
  4. Faaborg Golfklub
  5. Vestfyns Golfklub

Golfens Dag 2016 – 17 april

Program for dagen. kl. 9.00 – 13.00

Søndag den 17. april afholder Svendborg Golf Klub, Golfens Dag. På dagen har du mulighed for at prøve kræfter med golfsporten. Husk at det er GRATIS at deltage, og vi har udstyr du kan låne. (også hvis/når du er med i begynderforløbet efterfølgende)

 

På dagen vil du kunne prøve følgende:

– Få en rundvisning i Svendborg Golf Klub af vores glade medlemmer – inklusiv et besøg i greenkeepergården.

– Få instruktion i golfslagene af klubbens Protrænere

– Have mulighed for at deltage i en puttekonkurrence

– Spille på klubbens par 3 bane eller den lidt større 9-huls bane

– Få en gratis pølse med brød og øl/vand fra restaurantens lækre grill

 

Har du børn skal du ikke tøve med at tage dem med, vi har tilbud til folk i alle aldre fra fem år og opefter. Tøv derfor ikke med at tage jeres børn med til Golfens Dag.

 

Så på med noget tøj der tillader bevægelse og kom ud til Golfens Dag i Svendborg Golf Klub. Vi glæder os til at se dig!

 

Et prøvemedlemsskab på 3 måneder i Svendborg Golf Klub koster kr. 995,- i 2016. Hvis du melder dig ind som prøvemedlem senest den 17 april på Golfens dag, vil det kun koste dig kr. 400,-

For juniorer (til og med det år man fylder 21 år) vil prisen være kr. 200,- for et prøvemedlemskab mod normalt kr. 400,-

 

Er du allerede medlem er det nu du kan invitere alle dine venner og bekendte med ud til Åbent Hus i Svendborg Golf Klub – Alle medlemmer der medbringer en gæst, og udfylder voucheren som du finder i klubhuset deltager i konkurrencen om en brunch for 25 personer i Svendborg Golfrestaurant.

 

Vis din support til golfklubben gennem SupportEnergi

Med produktet SupportEnergi-El køber du din el til en af markedets laveste priser samtidig med, at du støtter din lokale forening eller klub med 2 øre pr. Kwh. du forbruger.

Mange kunder vil opleve en besparelse på deres elregning ved at skifte til SupportEnergi. Du får el til attraktive markedspriser, og der er ingen binding, så du kan altid skifte til et andet produkt.

Du støtter med 2 øre/kWh el. Det bliver til en årlig støtte på ca. 100 kr. ved et gennemsnitlig elforbrug på 5.000 kWh. for en husstand. Det vil altså sige at du ved hjælp af SupportEnergi kan støtte klubben uden at det koster ekstra, da du under alle omstændigheder skal betale afgiften.

SupportEnergi fungerer på følgende måde.

•                          Kunden/Medlemmet tilmelder sig SupportEnergi og tilkendegiver, at man vil støtte      Svendborg Golf Klub.

•                          Støtten vokser i takt med, at kunden/medlemmet køber el og naturgas hos SEF – dvs. jo flere medlemmer, der tilmelder sig                           ordningen jo større tilskud giver SEF til Svendborg Golf Klub.

•                          Støtten udbetales en gang om året – i februar

 

Du kan høre mere om det på dette YouTube klip https://youtu.be/p3nUPDKVq4k

 

Tilmeld dig SupportEnergi

https://sef.dk/supportenergi

eller

send en sms med teksten  SUPPORT til 1999

eller

brug folderen i klubhuset og aflever den på kontoret.

 

Kristian Jensen er nu uddannet PGA træner

Kristian Jensen som er ansat hos vores samarbejdspartner ZachoGolf, har for nyligt bestået sin træneruddannelse og kan nu kalde sig uddannet PGA træner. Vi ønsker Kristian stort tillykke.

Køb billetter til Made In Denmark i klubben

Svendborg Golf Klub har fået fat i 50 partout billetter til Made in Denmark som vi sælger til kr. 600,- pr. stk. Hvis man køber gennem klubben, støtter man automatisk klubben med kr. 200,- billetterne kan bestilles hos Emil på kontoret. Ring 30 74 35 10 eller en@svendborg-golf.dk – Billetterne sælges efter først til mølle princippet.

 

Indkaldelse Ordinær Generalforsamling

Svendborg Golf Klub

 

Ordinær Generalforsamling

 

Vi afholder vor ordinære generalforsamling onsdag, den 16. marts 2016 kl. 19.00

i Svendborg Golfrestaurant i klubhuset, Tordensgårdevej 5, 5700 Svendborg med følgende

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Valg af stemmetællere
  3. bestyrelsens beretning
  4. Forelæggelse af revideret regnskab og budget til godkendelse
  5. Behandling af indkomne forslag
    1. Baglade
  6. Valg af bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter      Bestyrelsesmedlemmer
    1. Ingeborg Ploug – modtager genvalg
    2. Ulla Larsen – modtager genvalg
    3. Søren Seiersen – modtager genvalg
    4. Torben Ryg – modtager genvalg

Suppleanter

  1. Michael Dissing– modtager genvalg
  2. Nyvalg
  1. Valg af revisor
    1. Genvalg af Lilly Jeppesen, RevisorGruppen
  2. Eventuelt

 

Årsrapporten kan nu rekvireres i klubben

Årsrapporten for 2015 ligger nu klar i klubhuset. Når du alligevel er forbi at hente det, kan du jo passende tilmelde dig SupportEnergi via Sydfyns Elforsyning. Her støtter du klubben uden beregning via dit elforbrug. Det er da ren win-win. God fredag.

Regsnkab 2015 er nu klar Facebook

Greenfee 2016

For at lette det administrative arbejde, og samtidigt gøre det mere enkelt at forstå, har klubben valgt at revidere sine greenfee ordninger. Hvor det tidligere var afhængigt af tidspunkter og meget andet, har klubben nu valgt at give klubbens fuldtidsmedlemmer en større værdi i sit medlemskab. Det vil nu være muligt for et fuldtidsmedlem at invitere op til tre gæster (alle gæster skal have et fuldgyldigt DGU kort) med på en samlet starttid til en stk. pris på kr. 200,- pr. gæst.  Ordningen gælder alle ugens dage og vi håber dermed at fuldtidsmedlemmerne kan se en endnu større værdi i sit medlemskab.
Samtidigt fortsætter vi med at være en del af den Fynske ordning hvor man kan spille andre fynske baner for kr. 200,- og DGU’s “3 for 1” ordning, hvor tre juniorer kan spille gratis, sammen med en fuldt betalende voksen.

Selve prisen for greenfee fastholdes i 2016 således det koster kr. 350,- på 18-huls banen og kr. 175,- på 9-huls banen.

Der er fortsat ikke rabat på greenfee ved 9-huls banen.

Du kan se det hele på hjemmesiden på https://svendborggolfklub.dk/greenfee/