Nyheder fra Svendborg Golf Klub

Banelukning på både 9 & 18 hullers banen.

Der har nu regnet så meget at banerne ikke er spilbare længere.

Jeg lukker kun for at passe på vores bane bedst muligt.

Nyt Logo til Svendborg Golf Klub

Kære medlemmer. Vi har tidligere på sæsonen eftersøgt folk til en styregruppe som skulle se på klubbens logo og om det evt. var tid til at se på en anden mulighed end det eksisterende, eller om man skulle være tro mod det logo som har fulgt klubben siden begyndelsen i 1968. Det endte med en samlet flok på ni personer hvor der findes erfarne grafikere, nyere medlemmer og medlemmer som har haft sin gang i klubben i mange år, bestyrelsen og klubbens sekretariat.  På mødet besluttede man enstemmigt at det var på tide med et nyt look til klubbens logo.

Processen er blevet besluttet således at vi åbner for muligheden for at alle kan bidrage med deres forslag til et nyt logo, og styregruppen vil herefter indstille en kandidat til godkendelse i bestyrelsen. Dette skal ske allerede i januar, således vi fra sæsonstart kan fremvise et nyt logo for Svendborg Golf Klub.

For at give mest mulig kreativ frihed, har vi minimeret kravene til logoet. Minimumskravene er følgende.

  • Logoet skal være enkelt (Det skal kunne trykkes på tøj, golfbolde, brevpapir og andet materiale)
  • Font (Skrifttype) skal være let genkendelig og mulig at benytte på hjemmeside og andet materiale.
  • Temaet skal signalere golf og Svendborg
  • Figurmærket skal kunne stå alene uden skriften og stadigvæk tydeligt signalere Svendborg Golf Klub.

Foreløbig turneringsplan er nu klar

Turneringskalenderen er nu blevet gennemgået, og første version er klar. Du kan se datoerne i vores Turneringsplan 2016

Det er især klubmesterskaberne som endnu ikke er fastlagt helt.

Buggy kørsel.

Alt kørsel med buggy er indstillet indtil videre. Det gælder både 18 & 9 hullers banen.

Chefgreenkeeperen

Golfspilleren i Centrum

Vi har nu gennemført ovennævnte undersøgelse hos den sidste tredjedel af vore medlemmer. I 2015 har 1016 medlemmer fået muligheden til at besvare medlemsundersøgelse. Vi vil gerne takke de 438, som har givet os muligheden for at få ”temperaturen” på Svendborg Golf Klub, idet de såkaldte ”stille” medlemmer også har muligheden for at give deres ”besyv” med.

Det er en utroligt godt grundlag for at lave prioriteringer på de ressourcer, vi har til rådighed. I forbindelse med budgettet for 2016 vil vi afsætte penge til at starte en gennemgående renovering af vore greenbunkers.

Ambassadørscoren* for hele 2015 blev på 55% mod en gennemsnit for 112 klubber på 53%.

Med hensyn til de forskellige serviceområder ligger vi omkring landsgennemsnittet. Her er vor restaurant en særdeles positiv bidragsyder, medens klubliv halter efter. Alle serviceområder har haft en positiv fremgang i 2015.

I det kommende år vil bestyrelsen have ekstra fokus på banen og klubliv, idet de to områder vil give mest effekt på ovennævnte ambassadørscore. Vi ønsker selvfølgelig også at forbedre på de øvrige områder, men vi må også prioritere i forhold til vore ressourcer.

Selvom vor bane har haft fremgang i 2015, er vi kun på gennemsnittet af de 112 klubber. Det er langt fra bestyrelsens ambitioner.

De to berøringspunkter, som blev vurderet dårligst, er vor afstandsmarkeringer og sandbunkers, medens greens og sværhedsgrad af roughen er blevet vurderet mere positivt end landsgennemsnittet.

Med hensyn til klubliv er der lavere vurderinger på ”et passende antal turneringer” og informationen om turneringerne i klubben, medens restaurant og proshop er på den positive side.

Der er også blevet gennemført en gæsteundersøgelse, hvor der er 358 gæster, der har svaret. Vor ambassadørscore er 48% mod landsgennemsnittet på 38%. Vi ligger over landsgennemsnittet på alle berøringspunkter/serviceområder. Det er i øvrigt normalt at gæsteundersøgelsen får højere vurderinger end medlemsundersøgelsen på alle disse serviceområder, dette er også gældende i Svendborg Golf Klub.

En STOR tak til de 358 gæster og 438 medlemmer, som har bidraget til resultaterne i Golfspilleren i Centrum.

Bestyrelsen

 

*Ambassadørscoren = Procentvis andel af positive – procentdel andel af negative

Buggy kørsel lukket på 18 hullers banen

Der er lukket for kørsel med buggys på 18 hullers banen, dog er det tilladt på 9-hullers banen lidt endnu.

Svendborg Indoor Golf åbner onsdag d. 11. november

Svendborg Indoor Golf åbner onsdag d. 11. november

Centrets åbningstider er alle dage fra kl. 10.00 til 19.00 undtagen torsdag som er reserveret til Oure Sport og Performance.

Som noget nyt, er Svendborg Golf Shop flyttet i centret om vinteren, der er etableret butik og Cafe’

Centret er beliggende Østre Havnevej 15, Lige ved siden af Fitness DK.

Der er 6 slagpladser, 120 m2 putte og indspils green

Det er muligt at prøve udstyr og få golf udstyr tilpasset.

Lektioner kan bookes i butikkens åbningstid.

Flightscope er stadig til fri afbenyttelse, og er en del af medlemskabet.

Simulatoren kan bookes til 150,- pr. time (op til 8 deltagere)

Vi vil over vinteren lave forskellige tiltag, som demo dage og fitting dage

Der vil over vinteren komme nogle gode tilbud i shoppen, følg med på Facebook!

Like us på: www.facebook.com/svendborggolfshop

Butikken i centret er åben tirsdag, onsdag og fredag fra kl. 12 til 17 samt lørdag fra 10 til 14

I december måned vil der være Jule åbent i butikken, følg med på Facebook og hjemmesiden for åbningstider.

Priser for medlemskab: Hel vinter sæson 500,- familie medlemskab 1.000,-

Numre i stedet for farver på teestederne

Tirsdag d. 3. november bliver alle teestedsmarkeringerne skiftet ud på Svendborg Golfklubs 18 huls bane, så de fremadrettet har numre i stedet for farver. Dermed følger Svendborg Golfklub den nye trend blandt golfklubber om at skifte fra de traditionelle farver til numre. De nye markeringer er lavet af Sørup Smede- og Maskineforretning.

Tallene ganget med 100 står for længden på banen. Dvs. spiller du fra teested 58 på banen rundt er banen ca. 5.800 m. ”Navnet” på teestederne er nu 48, 54, 58 og 62 – i den takt det er muligt, vil det selvfølgelig blive implementeret på såvel teestedsskilte, som baneguides, scorekort og konverteringstabeller. Det hele forventes klar ultimo marts 2016.
Med denne form for markering følger vi én af de vigtigste trends i moderne golf og gør op med de stigmatiserende farver og begreberne ”dametee” og ”herretee”. Nu handler det om, at man vælger det teested, der passer bedst til hcp., vejr og vind, temperament, dagsform etc. Alle spillere kan vælge frit – det handler om at spille fra det teested, der sikrer den bedste golfoplevelse. Vi håber, I tager godt imod de nye tiltag der sker i klubben og glæder os til at høre om jeres oplevelser fra banen. Hvis der er problemer i denne forbindelse hører vi gerne nærmere, så det kan blive rettet hurtigst muligt.

Med venlig hilsen

Baneudvalg/ Bestyrelsen

 

Teemarkeringer Nyt scorekort

Nyt EGA Handicap system

Onsdag den 28/10 deltog Svendborg Golf Klub i regionalmøde med Dansk Golf Union. Her blev vi præsenteret for spændende trends og andre tendenser som kan hjælpe os med at udvikle klubben. Dette vil vi løbende gennemføre, dog vil vi allerede nu løfte sløret for de væsentligste ændringer i EGA handicap systemet som blev præsenteret i går. Hovedpunkterne siger følgende.

1. EGA øger muligt EGA-hcp fra 36 til 54 – DGU anbefaler nu et starthandicap på 72

2. ”Active EGA handicap” forsvinder fra EGA’s system, men DGU bibeholder ”EGA handicap”. Et ”ikke-EGA handicap” benævnes nu Klubhandicap

3. Antal tilladte EDS runder øges fra 2 til 3 om ugen

4. Grænsen for tællende 9-huls runder sænkes fra 18,5 til 11,4

5. En periode for ”Vinterregler” indføres. Mulighed for, at der kan handicapreguleres fra 1. nov. til 30. april – selvom der spilles med oplæg. Også generel godkendelse i sæsonen dog med orientering til DGU.

6. Ny beregningsmetode til Handicaprevisionen (HR). Baseret på årets scores udregnes et handicapinterval, som man justeres i forhold til. Før blev man justeret i forhold til medianen

7. Ny CBA beregningsmetode. CBA er et udtryk for, om der er spillet under normale forhold. CBA interval reduceres fra (+1 til -4) til (+1 til -2)

8. En engelsk version med danske tilrettelser samt dansk vejledning udgives

 

Du kan læse mere om ændringerne her EGA Handicapregler 2016-2019

REGIONSGOLF I 2016

Til alle golfspillere i Svendborg Golfklub, men især til klubbens damer, som næste år er 60 år eller mere.

Inden den 1. december i år skal klubben have tilmeldt de hold, som vil deltage i næste års regionsgolf. Kriterierne for både Seniorgolf og Veterangolf er ændret for næste sæson.

I Seniorrækken skal både damer og herrer fylde 50 år eller mere i 2016 og i Veteranrækken, skal både damer og herrer nu fylde 60 år eller mere i 2016.

I den forgangne sæson har det i Veteranrækken af og til været svært at stille et fuldt hold, som jo består af 2 damer og 4 herrer. Derfor vil det være meget afgørende for klubbens tilmelding, hvis vi allerede nu kan få en tilkendegivelse af, om der kan stilles et hold i Veteran -A, -B og -C rækken.

Jeg beder derfor alle I modne damer, som kunne tænke jer at være med til de spændende 6 matcher, hvoraf 3 er på udebane, i foråret 2016, formentlig ugerne 19, 20, 21, 22, 23 og 24, om at sende en mail til mig som en tilkendegivelse af, at I gerne vil være med.

På det nyligt afholdte Årsmøde i Regionsgolfen blev det endvidere vedtaget, at man vil undersøge muligheden for at afvikle en ”Superveteran-række”, hvor alle deltagere skal være 70 år eller derover. Forudsætningen for, at sådan en række oprettes, vil være, at der minimum tilmelder sig 8 hold i Regionsgolf Vest og det vil i givet fald medføre noget større køreafstande, end vi er vant til i de nuværende rækker.

Giv mig venligst en tilbagemelding, hvis der også er interesse for deltagelse i sådan superveteran turnering i 2016.

Nu ser vi bare frem til, at det igen bliver forår i Danmark, så vi kan få gang i køllerne, men inden da skal der altså foretages en tilmelding til Regionsgolfen, som forudsætter en tilbagemelding fra jer.

På forhånd tak.

Venlig hilsen

Gerner Juhl Petersen Klubkoordinator for Regionsgolfen.

(gjp-privat@thuromail.dk)