Mød vores klubsponsor Tømrermester Per Bihl

Der er nok ingen tvivl om, at navnet PER BIHL er ret så kendt blandt golfklubbens  medlemmer. Rigtigt mange golfspillere deltager nemlig i sæsonen så godt som hver eneste torsdag i den populære “Per Bihl Torsdagsturnering”, der som navnet siger er en løbende turnering sponsoreret af ….. Per Bihl, som bl.a. sørger for fine præmier til de vindende torsdagsmatch golfere.

Udenfor golfklubben er navnet Per Bihl bestemt heller ikke ukendt. Per driver på 15. år sin tømrervirksomhed beliggende på Tåsinge. Virksomheden har 5 ansatte og beskæftiger sig med mange forskellige typer tømrerarbejder som tagarbejde, til- og ombygninger, gulve, opsætning af køkkener, bad og garderobe, haveanlæg incl. skønne træterrasser m.m.m.

Udover at være en skattet sponsor i Svendborg Golf Klub er Per Bihl også sponsor i flere lokale klubber og foreninger som f.eks.  “Svendborg Rabbits”, Tåsinge og Thurø Boldklubber og “FC Kurant”. Udenfor sportens verden er Per Bihl bl.a. også sponsor i “Svendborg Borgerforening”, “Shopping Svendborg” og “Rottefælden”. Så ingen tvivl, navnet Per Bihl er et navn, der vækker genkendelse.

Per Bihl er en relativt hyppig gæst i Svendborg Golf Klub, hvor han nyder at komme ud og slappe af på banen. Per har spillet golf i 8 år og er – naturligvis – super glad for at spille på vores dejlige bane. Generelt synes Per, at banen som helhed er udfordrende “på den gode måde”. Ynglingshullet er nok hul 18.  “Hadehullet” er helt klart hul 12.

Når Per Bihl ikke kører rundt og udfører forskellige typer tømrerarbejder, og når han ikke spiller golf, så bruger han en del af fritiden på tilskuerpladserne i GOG og Svendborg Rabbits sammen med sin kommende hustru, Charlotte.

Hvis I ønsker at vide mere om tømrermesteren på Tåsinge så klik ind på www.perbihl.dk, hvor I vil kunne se eksempler på alle de opgaver, som Per Bihl gerne løser for jer.

#støtvoressponsorerdestøtteros

 

Skrevet af Gitte Borgermann