Nyheder fra Svendborg Golf Klub

Nedgradering af medlemskab skal ske senest 30 november

Husk at klubbens vedtægter siger følgende: Nedgradering af medlemskategori skal ske skriftligt med én måneds varsel til udløb pr 31/12. Overgang til passiv medlemskab kan dog ske skriftligt med en måneds varsel til udløb pr 30/6 eller 31/12. Bestyrelsen kan i særlige tilfælde gøre undtagelse.
Udmeldelse skal ske skriftligt med én måneds varsel til udløb 30/6 eller 31/12. Ved udmeldelse pr. 30/6 re­fun­deres forudbetalt kontingent for 2. halvår.

Det vil altså sige at en nedgradering af medlemskab skal modtages senest ved udgangen af november for at være gældende ved årsskiftet.

Udmeldelse kan IKKE foretages telefonisk eller på anden vis mundtligt. Det skal være skriftligt, gerne på email til info@svendborg-golf.dk 

Ved indmeldelse har alle medlemmer af Svendborg Golf Klub accepteret disse vedtægter.

Sekretariatet kan ikke afvige fra disse regler, der henvises til klubbens vedtægter som er fastsat af medlemmerne på klubbens generalforamling.

Gaver til receptionen 21 oktober

Efter henvendelse og opfordring fra flere medlemmer gør vi opmærksom på at hvis man påtænker at give en gave til klubben i forbindelse med Jubilæums receptionen på søndag den 21 oktober, så kan man indbetale et beløb på vores bankkonto i Nykredit med følgende kontonummer:

Reg. nr. 8117

Kontonummer: 4385521

Louis Nielsen Afslutnings- og frivilligmatch

Lørdag den 13 oktober afviklede klubben Louis Nielsen Afslutnings- og frivilligturnering i et fantastisk vejr. Turneringen havde 102 tilmeldte og de fik en fantastisk dag med masser af god golf og fremragende vejr, kombineret med gode snakke med dagens sponsor Louis Nielsen Svendborg.

Efter matchen var der høj stemning i restauranten og på terrassen og efter en præmieoverrækkelse med hyldest af vinderne og trækning af klappepræmier kunne man om aftenen gå videre med årets afslutningsfest. Dette var en fantastisk aften med hyggelig stemning og sædvanlig god mad fra Svendborg Golfrestaurant. Under middagen kunne Emil kåre årets frivillige som i år gik til Dorte Lørup, som i et team med Finn Lørup har lagt ufatteligt mange kræfter i begynderudvalget, kaninudvalg og senest står bag den naturvandring som vi forsøger at stable på benene i november. Dertil kommer en masse andre opgaver som de gladeligt stiller op til. Det er helt fantastisk og nødvendigt for at en klub som Svendborg Golf Klub at have frivillige og vi sætter utrolig stor pris på alle de frivillige som dagligt hjælper til i klubben og kan ikke takke jer nok.

Turneringer 2019

Tirsdag den 23 oktober kl. 19.00 sætter turneringsudvalget sig sammen og planlægger den næste sæsons turneringer. Har du mod på at hjælpe klubben med afviklingen af turneringer kan man møde op til mødet og høre nærmere og gerne deltage i planlægning og afvikling af klubturneringer i 2019. Mødet foregår på Citronen, Brogade 33, 5700 Svendborg. Fra bestyrelsen deltager Thomas Kristensen

Anden er på spil!


Så er det tid til ANDEMATCH, tilmelding senest 25.10 på golfbox.
”Næsten” alle kan deltage, udgangspunktet er hcp 42.
Andematchen afvikles som en 3-køllematch, hvor man kun må medbringe 3 køller samt en putter.
Starten foregår som en “gunstart” kl. 10.00 med start på alle banens huller – afhængig af deltagerantallet.
Restauranten er sponsor med ænder og rødvin som præmier.
Efter matchen serveres der gammeldags andesteg, som vores mor lavede den, i restauranten.

Naturvandring

 

Kom og vær med til Naturvandring på golfbanen

Søndag, den 18. november kl. 10.00 – 12.00 med efterfølgende cacao og boller

  

Tag meget gerne familie og venner med til et par hyggelige timer på golfbanen uden golfbolde og udstyr.

Vi mødes ved hovedindgangen og så går vi en tur, hvor Erhardt og Ole vil fortælle om dyr og fauna undervejs.

 

 

Tilmelding senest fredag, den 16/11 kl. 10.00 på:

INFO@SVENDBORG-GOLF.DK

Skriv dit navn og antal børn og voksne på tilmeldelsen.

Pris: Børn kr. 25,- & voksne kr. 50,-

Resultat af 6-12 kaninturnering 2018

Kære alle

Der skal lyde en stor tak for deltagelse i årets 6-12 kaninturnering. Vi ser tilbage på nogle skønne, glade og positive timer sammen med jer alle sammen.
Formålet har været at deltage og at prøve at spille på andre baner sammen med andre golfere fra andre klubben. Og det har været en succes!!! Nu gør det jo heller ikke noget at resultatet over hele sæsonen ikk’ var så rin’g endda

Se her resultaterne af vores pulje 2018:

Nr Klubnavn Matcher Score Point
1 Golfklubben Lillebælt 5 469-421 8
2 Barløseborg Golfklub 5 654-574 6
3 Svendborg Golfklub 5 305-314 6
4 Faaborg Golfklub 5 312-370 4
5 Blommenslyst Golfklub 5 341-319 4
6 Odense Eventyr Golf 5 422-505 2

Golfklubben Lillebælt vandt vores pulje og Midtfyn Golfklub vandt den anden pulje. De spillede finale i Barløseborg Golfklub i går lørdag den 6/10. Midtfyn vandt.
Vi var 5 morgen”friske” fra Svendborg, der deltog i Barløseborg til en turnering sideløbende med finalen – det var rigtig hyggeligt. Hurra for klap-præmier .

Det har været en fornøjelse for mig at være med gennem hele sæsonen.

Hilsen fra Bjarne og Dorthe

Jubilæumsreception 21. oktober.

I anledningen af klubbens 50-års jubilæum, vil det glæde Svendborg Golf Klub at se medlemmer, samarbejdspartnere og særligt indbudte til reception i Svendborg Golf Restaurant, søndag den 21. oktober. kl. 14.00 – 17.00 Klubben er vært ved lidt mad og drikke.
Kl. 16.00 vil der blive udtrukket vindere af det store jubilæumslotteri.

Sekretariatet er lukket 8 & 9 oktober

På grund af kursus er sekretariatet lukket 8 & 9 oktober

Driving Range.

I dag er der lukket til kl. 10 pga. boldsamling og klipning.