REGIONSGOLF I 2016

Til alle golfspillere i Svendborg Golfklub, men især til klubbens damer, som næste år er 60 år eller mere.

Inden den 1. december i år skal klubben have tilmeldt de hold, som vil deltage i næste års regionsgolf. Kriterierne for både Seniorgolf og Veterangolf er ændret for næste sæson.

I Seniorrækken skal både damer og herrer fylde 50 år eller mere i 2016 og i Veteranrækken, skal både damer og herrer nu fylde 60 år eller mere i 2016.

I den forgangne sæson har det i Veteranrækken af og til været svært at stille et fuldt hold, som jo består af 2 damer og 4 herrer. Derfor vil det være meget afgørende for klubbens tilmelding, hvis vi allerede nu kan få en tilkendegivelse af, om der kan stilles et hold i Veteran -A, -B og -C rækken.

Jeg beder derfor alle I modne damer, som kunne tænke jer at være med til de spændende 6 matcher, hvoraf 3 er på udebane, i foråret 2016, formentlig ugerne 19, 20, 21, 22, 23 og 24, om at sende en mail til mig som en tilkendegivelse af, at I gerne vil være med.

På det nyligt afholdte Årsmøde i Regionsgolfen blev det endvidere vedtaget, at man vil undersøge muligheden for at afvikle en ”Superveteran-række”, hvor alle deltagere skal være 70 år eller derover. Forudsætningen for, at sådan en række oprettes, vil være, at der minimum tilmelder sig 8 hold i Regionsgolf Vest og det vil i givet fald medføre noget større køreafstande, end vi er vant til i de nuværende rækker.

Giv mig venligst en tilbagemelding, hvis der også er interesse for deltagelse i sådan superveteran turnering i 2016.

Nu ser vi bare frem til, at det igen bliver forår i Danmark, så vi kan få gang i køllerne, men inden da skal der altså foretages en tilmelding til Regionsgolfen, som forudsætter en tilbagemelding fra jer.

På forhånd tak.

Venlig hilsen

Gerner Juhl Petersen Klubkoordinator for Regionsgolfen.

(gjp-privat@thuromail.dk)