Mød vores klubsponsor Arkitektfirmaet Byg & Bo v/ Bo Bramsen

Arkitektfirmaet Byg & Bo er muligvis ikke kendt blandt så mange af klubbens medlemmer, da virksomheden primært opererer på B2B markedet. Men ikke desto mindre er det et firma, som mange husejere også kan have glæde af at kende til. Byg og Bo arbejder nemlig i en branche, som får mere og mere vind i sejlene, nemlig bl.a. energioptimering. Det er med andre ord en virksomhed, som kan hjælpe boligejere og ikke mindst virksomheder med at spare penge – og det er svært at sige nej til. (Se videre på www.bygbo.com)

Firmaet, der blev startet i 2003, holder til på Skovballevej 59 på Tåsinge, men har hele Danmark som sin arbejdsplads. Virksomheden ledes idag af Bo Bramsen og hans ægtefælle, Pia. Bo fortæller, at arbejdsopgaverne spænder bredt, men de arbejder især med opgaver indenfor kontrolmålinger af nybyggeri – stort som småt, dv.s. energimærkning, trykprøver, termografi, lydmåling m.m.m.

I Pias og Bos sparsomme fritid bliver der udover at tilbringe tid med børn, venner og familie – heldigvis også indimellem tid til at spille golf i Svendborg Golf Klub. Byg & Bo er som nævnt ovenfor en af klubbens sponsorer og har bl.a. sørget for, at vi har et skønt træningsområde, hvor vi medlemmer både kan øve indspil og bunkerslag. Det er vi som klub meget taknemmelige for og sætter stor pris på. Samtidig hersker der blandt mange spillere vist ingen tvivl om, at det kan koste vigtige scores, hvis man ikke behersker indspils- og bunkerkunsten, og derfor bliver træningsområdet også flittigt brugt. ¨Ubung macht den Meister”.

NÅR der er tid til golf i Svendborg, så er det indtil videre primært Bo, der ses på banen. Han synes, at især hul 11 indimellem giver nogle store udfordringer. Til gengæld er hul 18 et af hans bedste huller, hvor der ofte laves gode points. Pia spiller ikke så meget golf – endnu -, men fungerer sommetider som caddie. Der har indtil videre ikke været så meget tid til golfen, men nu ser det ud til at lysne. Bo regner helt klart med et godt efterår på banen. Pia glæder sig til næste sæson, hvor hun vil være en af deltagerne på klubbens succesfulde “Kvinder & Golf” hold.

Begges værste golfoplevelse fandt sted i Portugal – i 30 graders varme. Hverken Bo eller Pia gjorde det godt dengang, da de ikke havde spillet golf i mange år. De blev faktisk nærmest bedt om at forlade banen, da de med deres “skæverter” kunne komme til at udgøre en risiko for de andre spillere på banen. Det vil de ikke have hængende på sig, så de sætter deres lid til efterårssæsonen 2023 og sæson 2024. Vi har jo i klubben f.eks. en skøn øvebane, som de naturligvis er meget velkomne til også at benytte – og som vi andre heldigvis også har adgang til netop takket være Byg & Bo.

#støtvoressponsorerdestøtteros

Gitte Borgermann