Mød vores klubsponsor Fynske Bank

Der er vel nærmest ikke et eneste medlem i Svendborg Golf Klub, der ikke kender Fynske Bank. Tænk bare på vores driving range, på rangebolde, på diverse sponsorater af Erhvervsklubben og Mandagsherrerne for blot at nævne nogle af de aktiviteter, som Fynske Bank og Fonden for Fynske Bank  har muliggjort med deres store engagement i vores klub. Noget af det nyeste er bankens “involvering” i den nye bro ved hul 4 på 18 hullers banen. Der skal ikke herske tvivl om, at bankens mange bidrag har været – og er – en uvurderlig hjælp til klubben.

Som nævnt er det både Fynske Bank og Fonden for Fynske Bank, der støtter golfklubben. Fonden, hvis formål er at bidrage til lokalområdets fritids- og kulturliv, er den største aktionær i Fynske Bank, repræsenteret ved Henrik Bo Jensen (t.h. på foto). Henrik Olsen (t.v.) er ansigtet udadtil i forhold til Golfklubbens Erhvervsklub, og begge er kendte ansigter blandt mange af vore medlemmer.

Fynske Bank er en bank med stærke værdier, høje ambitioner og en tæt tilknytning til lokalområdet, noget vi i Svendborg Golf Klub er meget glade for. Banken har aktiviteter både på Fyn og i Østjylland. Hovedkontoret er beliggende i Svendborg, hvor banken er en stor virksomhed med omkring 80 ansatte ud af de ialt ca. 180 medarbejdere.

Mange genkender også uden tvivl bankens “slogan”: IDAG – IMORGEN – I FÆLLESSKAB. I Svendborg Golf Klub har vi tydeligt mærket “fællesskabet”, som det også fremgår ovenfor.

Den 8. september 2023 afholdt banken på vores smukke golfbane “Fynske Bank Company Day” for mere end 100 mennesker, en dag, som blev en stor succes. Det var tredje gang, at denne store dag blev afholdt i Svendborg, og da deltagerne i “Company Day” kommer fra flere steder i landet, er dagen også en betydningsfuld dag for vores klub, hvor vi kan “vise os frem på bedste vis” og på den måde sikre os nye greenfee gæster i fremtiden.

Banken favner bredt både indenfor privat- og erhvervsrådgivning. Vær derfor absolut ikke bleg for at gå ned i banken og ta’ en snak. Kaffen er altid klar, og det er banken også, så kig bare forbi og få vendt stort og småt og ikke mindst få en god snak.  Skulle I møde en af de to herrer på banen, er I naturligvis også der velkomne til at få svar på et par spørgsmål eller få en aftale om et møde.

Både Henrik Bo Jensen og Henrik Olsen spiller golf, og begge må beklage, at tiden – endnu – ikke er til at spille så hyppigt, som de måske kunne tænke sig det. Henrik Bo J. nævner som sit bedste og værste hul på banen hhv. hul 5 og det udfordrende hul 12. Henrik Olsen er helt enig i, at hul 12 er noget udfordrende, men kan til gengæld godt lide hul 4, som han synes er et spændende hul, der åbner for muligheden for gode points. Generelt er begge meget tilfredse med vores flotte og kuperede bane og roser greenkeeperne for deres flotte arbejde.

Vær ikke tilbageholdende, hvis/når I støder på de 2 x Henrik på banen eller i byen. Gå blot til dem. Her er gode råd jo ikke dyre!

Af Gitte Borgermann