Hjælp klubben på golfens dag 30 april
Svendborg Golf Klub vil igen i år deltage i det landsdækkende åbent hus, kaldet Golfens Dag, som afholdes søndag den 30. april.
I lighed med tidligere år, vil der blive annonceret i den lokale presse. På dagen skal vi bruge en række ambassadører som kan hjælpe til på dagen.
I klubområdet vil gæsterne få mulighed for at prøve golfslag på træningsbanen, skyde løs i det muntre køkken og chippe ind i en tørretumbler, prøve puttinggreen, samt spille 9 huls banen eller par 3 banen.
Klubben har som beskrevet brug for nogle ambassadører på dagen. Hver ambassadør vil få tildelt 3-4 gæster, som ambassadøren skal følge rundt til de forskellige aktiviteter, og gennem egen glæde for golfspillet, skal hjælperen prøve at overbevise gæsterne om, at de naturligvis skal prøve golfspillet i Svendborg Golf Klub, således at gæsten afslutter med at tilmelde sig et prøvemedlemskab i klubben.
Det må påregnes, at det vil tage ca. halvanden time at vise et hold gæster rundt til de forskellige aktiviteter.
Afslutningsvis vil klubben byde på en pølse med brød og en forfriskning i klubhuset til dig og dem du har vist rundt.
Reserver allerede nu dagen og send en mail til en@svendborg-golf.dk med dit tilbud om at fungere som ambassadør.
Det er klubbens håb, at der kommer så mange gæster, at vi får brug for cirka 15 ambassadører.
Aktiviteterne vil blive gennemført i tidsrummet 10:00 til 13:30.
Har du forslag til andre aktiviteter som bør komme med på Golfens Dag, så hører vi gerne nærmere om dette, ligeledes på en@svendborg-golf.dk