Pink Cup 2016
Rekordstort indsamlingsresultat ved
Pink Cup turneringen lørdag den 4. juni 2016
Vi i Tirsdagsdamerne har endnu ikke fået armene ned og munden lukket efter det fantastiske resultat, der blev spillet ind ved årets Pink Cup turnering.
Vi kan indsende mere end 100.000 kr. til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning inden for brystkræft. I får det endelige resultat, når fintællingen er overstået.
Vi spørger stadig os selv, hvordan det kunne lade sig gøre.
Var det fordi:
70 spillere ville donere de 150 kr. af startgebyret til Kræftens Bekæmpelse.
Klubbens medlemmer var mere end villige til at købe de 900 lotterilodder med gevinster fra Svendborgs erhvervsliv.
12 spillere havde skaffet sig personlige sponsorater.
Der blev afholdt støtteturnering af klubmedlemmer på golfferie i Tyrkiet, solgt varer fra Kræftens Bekæmpelse, og kager i restauranten, afholdt puttekonkurrence, auktion, modeshow mv.
Mon ikke det var en kombination, utroligt flot hjulpet på vej af sponsoraterne på ca. 60.000 kr. hvor Flemming Jensen fra Nima Reklame bidrog med de 25.000 kr. Håber snart at kunne bringe et billede af ham og de øvrige 11, der bidrog.
Vejret var som sædvanligt strålende, der var pink goodie bags og balloner til alle deltagerne, der var festligt klædt i alle nuancer af pink golftøj. Nima Reklame havde igen i år trykt sponsorernes logo på papirsflag, der var sat op på alle tee-steder, og der var rigtigt mange flag, og Kenneth havde sørget for, at der var Pink Cup flag både på greens og ved indgangen. Det er så flot og festligt et syn.
Igen i år donerede fotograf Glenn Sthyr Jonassen fra Sydfyns Foto sig selv et par timer. Og vi håber snart at kunne offentliggøre hans billeder.
Der var gunstart kl. 10 på alle 18 huller. Alle spillede fra rød tee, og der var præmier til de bedste 8 spillere i A- og B-rækken, nærmest flaget på hul 2 og 15, nærmest flaget i 2. slaget på hul 10, nærmest linien på hul 3, og længste drive for både damer og herrer på hul 18 og endelig præmie for færrest puts.
Der var høje scores og tæt konkurrence blandt vinderne. Se alle resultater i golfbox.
Vinderen af A-rækken blev Halvor AP med 39 point. Bedste kvindelige spiller i rækken blev Lilly Jeppesen med 36 point. B-rækken blev vundet af Lise Rungø med 41 point.
Efter reglerne i Pink Cup er det bedste kvindelige spillere i de 2 rækker, der kan gå videre til Landsfinalen, som Kræftens bekæmpelse afholder på Barløseborg golfklub den 16. september. Og med det imponerende resultat er vi sikre på, at de kommer med i landsfinalen
Længste drive herrer, blev vundet af Halvor AP, længste drive damer af Susanne Buch. Nærmest linien hul 3 af Gerner Juul Petersen.
Nærmest flaget hul 2, af Birthe Bagge – hul 15 af Ulla Elmelund og hul 10 af Steffen Klejs Jørgensen. Puttekonkurrencen blev vundet af Mette Sander Zacho med 29 putts.
Ved en kæmpe fejl fik vi hverken nævnt eller fotograferet de spillere, der bidrog med personlige sponsorater, de bliver derfor nævnt her i rækkefølge:
Flemming Jensen, Ulla Elmelund, Lise Rungø, Charlotte Andersen, Mette Sander Zacho, Jette Pedersen, Inger Olsen, Jimmi Madsen, Ingeborg Ploug, Harriet Tipsmark, Susanne Petersen og Birthe Bagge.
Og alle har gjort en kæmpe indsats for at støtte sagen. Intet beløb for stort eller småt ! Håber, vi bliver endnu flere næste år.
Belinda og Ove havde gjort det igen. Dækket smukt op med de pink farver og kreeret en utrolig lækker buffet med et kreativt tilsnit af de pink farver. De fortjener også en særlig ros.
TUSIND TAK TIL ALLE JER, DER HAR BIDRAGET TIL AT VI KUNNE OPNÅ AT KUNNE SENDE SÅ STORT ET BELØB TIL KRÆFTENS BEKÆMPELSE.
Ingeborg, Charlotte, Dodee, Marianne, Susanne, Lis, Inger og Lise