Tiltag overfor greenfee gæster

Som I har læst i formandens sommerhilsen, så har klubben mistet omsætning i størrelsesorden af små 300.000,- pga. aflyste aktiviteter mm. og det kommer selvfølgelig til at kunne mærkes. Der er søgt hjælpepakke, men da puljen kun er en 1/4 af de ialt søgte midler fra idræts foreninger, skal vi nok ikke sætte næsen op efter at få hele beløbet.

Derfor har vi valgt at fokusere på at få flere greenfee gæster og nye medlemmer og der er sat ind med markedsførings aktiviteter på de områder.

Vi vil gerne give mere plads på vores bane til greenfee gæster og derfor har Golfmanager Mette Meyer og formand Ulla Larsen har haft møde med formændende hos Mandagsherrerne, Tirsdagsdamerne og Seniorerne omkring begrænsning af gunstart blokeringer på hverdage resten af sæsonen, hvilket der i situationens alvor var opbakning til.

Det kommer ikke til at betyde noget for KIK’ernes almindelige blokeringer mandag og tirsdag, men kun de 2-3 gange, der var planlagt en udvidelse af den normele blokering for at afholde gunstart. Det koster nemlig et par timers tom bane, for at man kan starte på alle huller samtidigt. Hvordan man afvikler KIK turneringer indenfor de normale blokeringer, er selvfølgelig helt op til KIK’erne. Der bliver ikke pillet ved de planlagte afslutningsturneringer og har KIK’erne weekend gunstarter planlagt, så kom lige ind i Sekretariatet, så kan vi aftale hvordan de kan afvikles med mindst mulig blokering.

Vi er helt klar over, at det er øv i forhold til at kunne gå ud samtidig og komme ind samtidig, men vi håber på medlemmernes forståelse for denne uvante situation. Og dette er ikke en generel ting – dette er i denne sæson og især i de næste måneder – juni, juli og august som er de helt store ferie måneder, hvor vi håber på at kunne tiltrække ekstra greenfee spillere. Vi har aftalt med KIK formændende, at vi i august laver en evaluering og ser hvordan det er forløbet og om vi evt. kan ændre strategi.

Torsdagsturneringen afvikles som sædvanligt indenfor den normale blokering – Fredagsturneringerne d. 19.6 – 17.7 – 14.8 – 18.9 bliver også afviklet som sædvanligt. Den månedlige kaninturnering på 18 huls  banen prøver vi i samarbejde med Begynder- og Kaninudvalget at finde en metode for afvikling, så blokeringen bliver så lille som muligt, men disse turneringer er vigtige i forhold til rekruttering, da der også deltager prøvemedlemmer. De planlagte klubturneringer ændres der heller ikke ved.

Vi er glade for opbakningen fra formændende i KIK og udvalg og vi håber at denne forholdvis lille justering kommer til at hjælpe på vores antal af greenfee gæster og dermed på hele den økonomiske situation afledt af Coronaen.