Flot donation fra AL Sydbank

Jeg er meget glad for at kunne fortælle, at Sydbank Fonden har doneret 35.000 kr. til det løbende arbejde med Rehab Golf i Svendborg Golf Klub.

På billedet overrækker Jette Pedersen fra AL Sydbank den flotte check til Ingrid Strandby, bestyrelsesmedlem i Svendborg Golf Klub og ansvarlig for klubbens Rehab Golf.

Rehab Golf er et tilbud til mennesker, som på grund af sygdom, skade eller andre fysiske udfordringer har brug for en anderledes og mere skånsom vej ind i golfen. Her handler det ikke først og fremmest om handicap og scores, men om bevægelse, frisk luft, socialt samvær og ikke mindst glæden ved igen at kunne være en del af et aktivt fællesskab og netop fællesskabet er en vigtig del af Rehab Golf. Golfen giver mulighed for at være aktiv i eget tempo og samtidig møde andre mennesker i nogle rammer, hvor der er plads til forskellige forudsætninger.

Sydbank Fonden er en almennyttig fond, der støtter kulturelt og folkeligt arbejde og hvert år bidrager til en lang række projekter og fællesskaber rundt omkring i Danmark. I 2024 donerede fonden eksempelvis mere end 20 mio. kr. til 586 forskellige projekter.

AL Sydbank, som er Platinsponsor i klubben, har et stort fokus på det lokale foreningsliv. Banken, der er skabt gennem fusionen mellem Sydbank, Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank, har omkring 20.000 foreningskunder og lægger vægt på en stærk lokal tilstedeværelse.

Det lokale engagement mærker vi også tydeligt i Svendborg Golf Klub.

Ud over Jette ser vi nemlig også ofte Privatchef Carsten K. Nielsen i klubben. Både Jette og Carsten deltager året rundt i forskellige arrangementer og aktiviteter, og det betyder meget for os, når vores samarbejdspartnere ikke alene støtter klubben økonomisk, men også har lyst til at være en aktiv del af klublivet.

Der skal lyde en stor tak til Sydbank Fonden for donationen på 35.000 kr. – og til Jette, Carsten og AL Sydbank for den fortsatte opbakning til Svendborg Golf Klub.

De bedste hilsner

Mikael

#støtvoressponsorerdestøtteros