Erhvervsklubbens afslutningsturnering
Tak for sidst til alle jer, der var med til Erhvervsklubbens afslutningsturnering i Svendborg Golf Klub.
Det blev en rigtig god afslutning på sæsonen med masser af godt humør, hyggeligt samvær og naturligvis et stort præmiebord, som traditionen byder.
Dagens match blev sponsoreret af Borch Advokater, og vi siger mange tak for opbakningen og de flotte præmier.
Dagens helt store overraskelse stod Lars Aagaard fra Stedsans for.
Lars var ellers blandt dem, bookmakerne nok ikke havde den største fidus til. Antallet af golfrunder i 2026 har nemlig været til at overse, og oddsene på en sejr var derfor ikke ligefrem i bund.
Men måske er træning overvurderet.
Lars ramte i hvert fald dagen perfekt og kunne efter en flot runde lade sig kåre som vinder af årets afslutningsturnering. Stort tillykke – og mon ikke oddsene bliver lidt lavere næste gang.
Vi fik samtidig sat navn på årets samlede vinder af Order of Merit.
Her var der lidt mindre tale om en sensation. Lars Jarlgaard fra Digital Group har leveret stabilt gennem sæsonen og kunne fortjent løfte titlen som årets Order of Merit-vinder.
Så afslutningsturneringen endte meget passende som Lars’ernes dag.
Stort tillykke til begge – og tak til alle jer i Erhvervsklubben for endnu en sæson med golf, netværk, gode historier og masser af hyggelige timer sammen.



