Nyheder fra Svendborg Golf Klub

Tag en gæst gratis med på 9-huls banen

For at øge kendskabet til vores dejlige anlæg har vi nu valgt at gøre en ekstra indsats ved vores koncept med en gæst på 9-huls banen. Som det er nu kan man mod at betale greenfee invitere en gæst med på 9-huls banen, også selvom vedkommende ikke har et dgu kort. Medlemmet der inviterer, er så ansvarlig for etikette og flow overholdes og følges. Reglen vil fortsat være at gæsten kan spille banen én gang i løbet af sæsonen, herefter skal vedkommende være medlem for at kunne spille.

Vi har besluttet at ordningen fra d. 1 juli og året ud skal være gratis. Dog skal man stadigvæk udfylde en rød greenfee kuvert samt lægge en seddel med gæstens navn og e-mail i kuverten, hvis ikke denne procedure følges vil gæsten skulle betale greenfee som normal vis.  Kuponer med navn og e-mail findes ved den røde greenfee bog!

Viasat Golf i restauranten

Restauranten er nu blev opkoblet til Viasat Golf, DR og TV 2. Derfor er der nu mulighed for at se en masse golf i restauranten, mens man nyder lidt godt til ganen. Udgiften er delt i tre, og er et samarbejde mellem Svendborg Golfrestaurant, Svendborg Golf Klub og Kjaer Group/MYC4. Vi er meget taknemmelige for støtten og skulle der være andre som vil overtage klubbens andel hører vi gerne mere om dette, det samme er gældende hvis en sponsor skulle ønske at donere et nyt 46″ tv, som er det format vi i klubben har tilladelse til at vise, det nuværende er af lidt ældre dato, så kvaliteten af billedet kan blive bedre ved en nyere skærm.

Nyt design på touchskærm

Touchskærmen i klubhuset har via Golfbox fået et nyt design. Målet med dette er at skabe en mere logisk præsentation af muligheder, men også om at nogle mindre funktioner omlægges. Dette skulle gerne være til glæde for jer alle, vi beder jer dog om lige at have tålmodighed med systemet da det er nyt for alle, og enkelte genveje kan være ændret.

Henover sommeren vil der komme flere opdateringer til touchskærmen som gerne skulle lette systemet en hel del og gøre det både hurtigere og lettere at klare de nødvendige ting som f.eks. bekræftelse af tid, eller print af scorekort.

Du kan se en vejledning i brugen til systemet ved at bruge linket GolfBox_Ny_Touch_Vejledning_Juni_2014

Golfspilleren i Centrum

Golfspilleren i centrum er vores nye måleredskab til at undersøge hvordan vi forbedrer klubben ud fra gæster og medlemmernes feedback. Til dagligt modtager vi ofte gode råd om forbedringer, men det er ofte svært at forsvare at agere ud fra et enkelt medlems forslag, derfor er redskabet med Golfspilleren i Centrum også et mere retvisende grundlag, for hvor vi som klub kan forbedre vores indsatser til glæde og gavn for de fleste medlemmer. Henover sæsonen vil der i tre perioder blive sendt spørgeskema ud, det foregår i maj, juli og oktober, derudover modtager begyndere, greenfee gæster, og udmeldte også et spørgeskema hvor vi vil spørge til folks oplevelse af klubben.

Vi håber at alle vil tage sig tid at besvare spørgeskemaet så vi kan skabe de bedste rammer for at Svendborg Golf Klub kan være et rart sted for alle at være. Første omgang af medlemmernes feedback er modtaget, og vi er nu ved at lære det nye system at kende og se hvordan vi kan forbedre indsatsen på de områder der modtager mest kritik.

DGU har udarbejdet en youtube video som giver et visuelt billede af hvad systemets mål er. du kan se den her: https://www.youtube.com/watch?v=VqDDYtiCF28

 

25/6 er der grillaften og golf med kaninerne

Kaninerne har grill og samlet start d. 25/6 kl. 16.00  med Mr. Hardis i Møllergade som præmie sponsor.

Nærmere information på kanintavlen i klubben.

Vi gjorde det…………..(sgu) !

Pink Cup.10.06.14.5

Således var ordene fra vores formand Ingeborg, da vores 10 års jubilæumsturnering til støtte for Kræftens Bekæmpelse løb af stabelen tirsdag den 10. juni. Vi var 86 spillere, 33 mandlige og 53 kvindelige spillere på banen. Superflot

Det blev en festdag af dimensioner. Vi havde fået en fantastisk støtte fra Svendborgs erhvervsliv, så vi havde fået rigtigt mange fine præmier både til de spillende deltagere, og ikke mindst til vores lotteri. Der var præmier til de 10 bedste spillere i de 2 rækker vi spillede i, og præmier til hvert 10. lod.

 

Som noget nyt i år opfordrede vi spillerne til at skaffe sig personlige sponsorer, og det var der 11 der havde gjort, og de bidrog med 20.000 kr. – det var så flot.

Også her var der meget fine præmier til de 3 kvinder der bidrog med de største beløb, og der var også en flot præmie til den herre, der spillede med en stor sponsor i ryggen.

 

Det var dog ikke kun spillerne der bakkede op, også restauratørparret Belinda og Ove har bakket hele arrangementet flot op. Tak for det!

Sven Rungø havde doneret et maleri, som ”gik for en tusse” – også rigtig flot.

 

Alt i alt en super dejlig dag, som langt oversteg vores forventninger, så nu glæder vi os meget over, at vi sammen har gjort en stor forskel til støtte for Kræftens Bekæmpelse. Vi håber naturligvis også, at vi har fået samlet så mange penge ind, at vi kan sende Karin Boye (vinder af A-rækken), og Susanne Petersen (vinder af B-rækken) af sted til Landsfinalen, som afholdes den 19. september på Lübker Golf Resort.

 

Ved fælles hjælp samlede vi ca. 60.000 kr. ind til Kræftens Bekæmpelse og Støt Brysterne

 

Den største pulje kom fra vores kontantsponsorater  – mere end 26.000 kr.

Næststørste beløb fra deltagernes startgebyr – knap 13.000 kr.

Vi solgte lotterilodder for 11.500 kr., og måtte desværre melde udsolgt på spilledagen.

Varesalget, incl. de flotte roser indbragte mere end 6.500 kr.

Fra puttekonkurrencen fik vi den nette sum af 1260 kr. og

sidst men ikke mindst fik vi penge ind fra biograftur, kagesalg og maleriauktion.

 

Længste drive mænd blev vundet af : Christian Haldan

Længste drive kvinder blev vundet af : Jette Pedersen

Nærmest hul mænd blev vundet af : Halvor AP

Nærmest hul kvinder blev vundet af : Lise Skov

Puttekonkurrence mænd blev vundet af : Kai Östberg

Puttekonkurrence kvinder blev vundet af : Hanne Jørgensen

 

De flotte fotos er taget af fotograf Thomas Jessen.

Tirsdagsdamerne i Svendborg Golfklub

Pink Cup.10.06.14.3 Pink Cup.10.06.10

 

Sekretariatet er lukket 18 juni

Grundet kursus i Golfspilleren i centrum er sekretariatet lukket onsdag d. 18 juni

Spil Gratis Golf i Svendborg Golf Klub

Som et nyt forsøg giver Svendborg Golf Klub nu alle begyndere muligheden for at prøve golfsporten af helt gratis. Forløbet er som man kender det fra et prøvemedlemskab hvor man gennemgår begyndertræning, kommer til slagprøver, spiller kaninmatcher og hvad alt dette ellers indeholder. Derudover vil klubben lave en fast dag med træning i de forskellige slag. Desuden er der også fri adgang til Par 3 banen. Klubben er i besiddelse af golfsæt som kan lånes når man er i klubben og vil træne eller spille.

Når man har gennemgået kørekortet vil man have mulighed for at spille på de andre baner som klubben råder over. Efter tre måneder vil vi bede begynderen om at tage stilling til et medlemskab for 2015, når dette er besluttet vil man betale kontingent for 2015, men samtidigt opretholde de rettigheder som medlemskabet berettiger til resten af 2014.

Golfklubben inviterer til et informationsmøde torsdag d. 26 juni kl. 18.00, her vil man få lejlighed til at stille spørgsmål samt tilmelde sig til forløbet.

Har du yderligere spørgsmål så kontakt klubben på 62 22 40 77 eller info@svendborg-golf.dk

Banerekord fra Rød Tee

I mandags havde mandagsherrerne glæden af at spille fra rød tee. Det medførte en ny banerekord fra Jesper Frederiksen, han har i forvejen rekorden fra gul, så han er nu halvvejs i kampen om at have banerekord på alle fire tees. Runden lød på 66 slag og var således en forbedring på et enkelt slag i forhold til den tidligere rekordindehaver Annika Östberg

Pinsematch Sponseret af Autohuset Vestergaard

Pinsemorgen kl. 06.00 stillede 60 friske golfspillere op i Svendborg golfklub for at gennemføre en morgenturnering.

Autohuset Vestergaard havde meldt sig som sponsor og der var stillet flotte biler op på golfbanen ved flere af hullerne.

Vejrudsigterne havde i løbet af ugen lovet dejligt vejr med sol i pinsen, men der var også kommet varsler om torden og skybrud. Det skulle vise sig at holde stik, for lige efter starten begyndte det at regne, men kun kortvarigt. Efter ca. 2 timers spil kom der torden og lyn i en afstand fra golfbanen, men det kom tættere på og en del af spillerne valgte, i overensstemmelse med faste retningslinier for golfspillet, at afbryde spillet og gå i klubhuset. Efter ca. ½ time var uvejret drevet over og spillet blev genoptaget. Så kom der endnu en regnbyge, men alle spillere gennemførte og kom i klubhuset, hvor der ventede en dejlig brunch i restauranten. Vejret var nu så dejligt, at brunchen blev indtaget på terrassen.

Resultatet af turneringen blev: A- rækken : vinder Mads Emil Petersen, nr. 2: Nis Erik Larsen, nr. 3 Thønning Petersen B- rækken: Vinder Ole Thalund, nr. 2: Gitte Borgermann, nr. 3, Flemming Jensen C- rækken: Vinder  Lis Larsen, nr. 2 Finn Mogensen, nr. 3 Dorthe Snitker.

Alle de flotte præmier var fra proshoppen i golfklubben.