Nyheder fra Svendborg Golf Klub

Klub- og klassemesterskaber

Mange medlemmer har bedt turneringsledelsen om at kigge på/ændre i matchbetingelserne så de blev mere fair og flere vil få muligheden for at komme til at spille klasse og klubmesterskab

Ændringerne er som følger.

 

Klassemesterskab ( LØRDAG )

Alle rækker spiller 2 runder om Lørdagen fra gul og rød tee

 

 

Klubmesterskab

der spilles 2 runder fra hvid og blå

Søndag spiller de 24 bedst placerede herrer og de 12 bedst placerede damer

 

Herfra går de 8 bedste herrer og de 4 bedste damer videre til Hulspilsmesterskab d. 6. og 7. september

Vi håber ikke at disse ændringer bliver til gene for nogle spillere

 

Regelgennemgang tirsdag d. 5/8 kl. 17-19

På tirsdag d. 5/8 har vi regelgennemgang i klubhuset, man tilmelder sig ved at skrive sig på listen på begyndertavlen i klubhuset.

Man kan også ringe til klubben på 62 22 40 77 og få os til at skrive jer på.

Det foregår fra kl. 17-19

Sæt til begyndere

Det nye koncept med gratis golf er i fuld gang. Indtil nu har vi 75 begyndere i gang siden juli, dette er langt over vanligt standard og vi vil derfor gerne anmode om at modtage gamle golfsæt, hvis altså du ikke bruger det til noget, og gerne vil af med det. Vi bruger sættene til udlån når begynderne er til træning eller skal spille.

Vi mangler kuglepenne

Vi er igen ved at løbe tør for kuglepenne, tidligere har vi haft diverse firmaer og medlemmer til at donere en stak kuglepenne. Vi håber at dette igen kan lade sig gøre. Vi takker på forhånd.

Nu er det tid til Golf-Tour-Sydfyn

Vi må desværre konstatere at tilmeldingerne fra SGK medlemmer kun er 8 spillere på nuværende tidspunkt, Det er klart, at opbakningen for egne medlemmer er vital for gennemførelsen af turneringen.

Jeg opfordrer derfor alle, der kan spille turnering den 30., 31. juli. og 1. august, til at tilmelde sig hurtigst muligt senest 18. juli.

Det koster 1095,- kr.

 

Deltagergebyret dækker:

Greenfee på de respektive turneringsdage til de 3 baner

Frie træningsbolde på alle 3 baner

Aftergolf med buffet onsdag den 30. juli

Afslutningsmiddag inkl. drikkevarer, musik og dans fredag 1. august

Præmier til dagsturneringer og den gennemgående turnering. Samlet sum over 100.000 kr.

 

Du tilmeldes via golfbox og turneringen står under Svendborg Golf Klub.

 

Vi kan garantere dig en spændende turnering med masser af udfordringer, men også social samvær med spillere fra hele Danmark. Vi spiller i 16-mands grupper, så der er mulighed for at få god social samvær, idet man spiller med golfere indenfor denne gruppe.. Der er præmier til den bedste 16-mands gruppe

 

Vil du vide mere, så besøg  www.golftoursydfyn.dk/.

 

Såfremt I kender medlemmer i andre klubber, må I gerne opfordre dem til at tilmelde sig turneringen. Den samlede pris er her 1295,- kr.

 

Vi håber på jeres opbakning.

Med venlig hilsen,

Vagn Grønbjerg

Formand

Kampen mod Ukrudt – Kampagne fra DGU

Fra DGU har vi modtaget en skrivelse vedr. en miljøkampagne for 2014. Den kan du læse herunder.

Forestil dig en verden uden greenkeepere. Skræmmende tanke. Igen i år lancerer Dansk Golf Union en landsdækkende miljøkampagne, som vil komme til at løbe fra 1. juli til 1. september 2014.

Der ligger stadigvæk en vigtigt opgave i at informere de danske golfspillere om de potentielle konsekvenser af den nye pesticidlovgivning på golfområdet. Mange golfklubber oplever udfordringer med at holde ukrudtsniveauet på et acceptabelt niveau uden at overskride de gældende belastningslofter, og greenkeeperne skal arbejde hårdere for at holde ukrudtet nede.

Miljøkampagnen 2014

Jeres klub vil i slutningen af juni modtage et roll-up-banner, som er udgangspunktet for dette års kampagne. Vi anbefaler, at I opstiller dette banner et centralt sted i klubben, hvor både gæster og medlemmer færdes. Vi har igen i år fokus på, at greenkeeperen spiller en vigtig rolle i at holde ukrudtet nede og spillekvaliteten oppe – derfor hedder kampagnen også:

  • Forestil dig en verden uden greenkeepere

Vi har igen i år forbundet kampagnen med en konkurrence for den enkelte golfspiller. Ved enten at scanne en QR-kode på banneret eller besøge hjemmesiden kampenmodukrudt.dk, kan golfspilleren deltage i en konkurrence om at vinde en soldrevet plæneklipper fra Husqvarna til en værdi af 22.000 kr.

Golfklubben kan vinde 20 mælkebøttejern

Vi har i år desuden valgt at lave en konkurrence for golfklubberne. Den golfklub, som får flest medlemmer, i forhold til klubbens samlede medlemstal, til at deltage i konkurrencen vinder 20 stk. Fiskars mælkebøttejern, som kan bruges af klubbens medlemmer til at bistå kampen mod ukrudtet.

Vi håber, at klubben vil deltage i konkurrencen og informere klubbens medlemmer om at besøge kampenmodukrudt.dk. Vi anbefaler, at man informerer klubbens medlemmer via nyhedsbrev, sociale medier, mail eller ved interne møder i klubben.

Tag en gæst gratis med på 9-huls banen

For at øge kendskabet til vores dejlige anlæg har vi nu valgt at gøre en ekstra indsats ved vores koncept med en gæst på 9-huls banen. Som det er nu kan man mod at betale greenfee invitere en gæst med på 9-huls banen, også selvom vedkommende ikke har et dgu kort. Medlemmet der inviterer, er så ansvarlig for etikette og flow overholdes og følges. Reglen vil fortsat være at gæsten kan spille banen én gang i løbet af sæsonen, herefter skal vedkommende være medlem for at kunne spille.

Vi har besluttet at ordningen fra d. 1 juli og året ud skal være gratis. Dog skal man stadigvæk udfylde en rød greenfee kuvert samt lægge en seddel med gæstens navn og e-mail i kuverten, hvis ikke denne procedure følges vil gæsten skulle betale greenfee som normal vis.  Kuponer med navn og e-mail findes ved den røde greenfee bog!

Viasat Golf i restauranten

Restauranten er nu blev opkoblet til Viasat Golf, DR og TV 2. Derfor er der nu mulighed for at se en masse golf i restauranten, mens man nyder lidt godt til ganen. Udgiften er delt i tre, og er et samarbejde mellem Svendborg Golfrestaurant, Svendborg Golf Klub og Kjaer Group/MYC4. Vi er meget taknemmelige for støtten og skulle der være andre som vil overtage klubbens andel hører vi gerne mere om dette, det samme er gældende hvis en sponsor skulle ønske at donere et nyt 46″ tv, som er det format vi i klubben har tilladelse til at vise, det nuværende er af lidt ældre dato, så kvaliteten af billedet kan blive bedre ved en nyere skærm.

Nyt design på touchskærm

Touchskærmen i klubhuset har via Golfbox fået et nyt design. Målet med dette er at skabe en mere logisk præsentation af muligheder, men også om at nogle mindre funktioner omlægges. Dette skulle gerne være til glæde for jer alle, vi beder jer dog om lige at have tålmodighed med systemet da det er nyt for alle, og enkelte genveje kan være ændret.

Henover sommeren vil der komme flere opdateringer til touchskærmen som gerne skulle lette systemet en hel del og gøre det både hurtigere og lettere at klare de nødvendige ting som f.eks. bekræftelse af tid, eller print af scorekort.

Du kan se en vejledning i brugen til systemet ved at bruge linket GolfBox_Ny_Touch_Vejledning_Juni_2014

Golfspilleren i Centrum

Golfspilleren i centrum er vores nye måleredskab til at undersøge hvordan vi forbedrer klubben ud fra gæster og medlemmernes feedback. Til dagligt modtager vi ofte gode råd om forbedringer, men det er ofte svært at forsvare at agere ud fra et enkelt medlems forslag, derfor er redskabet med Golfspilleren i Centrum også et mere retvisende grundlag, for hvor vi som klub kan forbedre vores indsatser til glæde og gavn for de fleste medlemmer. Henover sæsonen vil der i tre perioder blive sendt spørgeskema ud, det foregår i maj, juli og oktober, derudover modtager begyndere, greenfee gæster, og udmeldte også et spørgeskema hvor vi vil spørge til folks oplevelse af klubben.

Vi håber at alle vil tage sig tid at besvare spørgeskemaet så vi kan skabe de bedste rammer for at Svendborg Golf Klub kan være et rart sted for alle at være. Første omgang af medlemmernes feedback er modtaget, og vi er nu ved at lære det nye system at kende og se hvordan vi kan forbedre indsatsen på de områder der modtager mest kritik.

DGU har udarbejdet en youtube video som giver et visuelt billede af hvad systemets mål er. du kan se den her: https://www.youtube.com/watch?v=VqDDYtiCF28