Nyheder fra Svendborg Golf Klub

Golfspilleren i Centrum

Golfspilleren i centrum er vores nye måleredskab til at undersøge hvordan vi forbedrer klubben ud fra gæster og medlemmernes feedback. Til dagligt modtager vi ofte gode råd om forbedringer, men det er ofte svært at forsvare at agere ud fra et enkelt medlems forslag, derfor er redskabet med Golfspilleren i Centrum også et mere retvisende grundlag, for hvor vi som klub kan forbedre vores indsatser til glæde og gavn for de fleste medlemmer. Henover sæsonen vil der i tre perioder blive sendt spørgeskema ud, det foregår i maj, juli og oktober, derudover modtager begyndere, greenfee gæster, og udmeldte også et spørgeskema hvor vi vil spørge til folks oplevelse af klubben.

Vi håber at alle vil tage sig tid at besvare spørgeskemaet så vi kan skabe de bedste rammer for at Svendborg Golf Klub kan være et rart sted for alle at være. Første omgang af medlemmernes feedback er modtaget, og vi er nu ved at lære det nye system at kende og se hvordan vi kan forbedre indsatsen på de områder der modtager mest kritik.

DGU har udarbejdet en youtube video som giver et visuelt billede af hvad systemets mål er. du kan se den her: https://www.youtube.com/watch?v=VqDDYtiCF28

 

25/6 er der grillaften og golf med kaninerne

Kaninerne har grill og samlet start d. 25/6 kl. 16.00  med Mr. Hardis i Møllergade som præmie sponsor.

Nærmere information på kanintavlen i klubben.

Vi gjorde det…………..(sgu) !

Pink Cup.10.06.14.5

Således var ordene fra vores formand Ingeborg, da vores 10 års jubilæumsturnering til støtte for Kræftens Bekæmpelse løb af stabelen tirsdag den 10. juni. Vi var 86 spillere, 33 mandlige og 53 kvindelige spillere på banen. Superflot

Det blev en festdag af dimensioner. Vi havde fået en fantastisk støtte fra Svendborgs erhvervsliv, så vi havde fået rigtigt mange fine præmier både til de spillende deltagere, og ikke mindst til vores lotteri. Der var præmier til de 10 bedste spillere i de 2 rækker vi spillede i, og præmier til hvert 10. lod.

 

Som noget nyt i år opfordrede vi spillerne til at skaffe sig personlige sponsorer, og det var der 11 der havde gjort, og de bidrog med 20.000 kr. – det var så flot.

Også her var der meget fine præmier til de 3 kvinder der bidrog med de største beløb, og der var også en flot præmie til den herre, der spillede med en stor sponsor i ryggen.

 

Det var dog ikke kun spillerne der bakkede op, også restauratørparret Belinda og Ove har bakket hele arrangementet flot op. Tak for det!

Sven Rungø havde doneret et maleri, som ”gik for en tusse” – også rigtig flot.

 

Alt i alt en super dejlig dag, som langt oversteg vores forventninger, så nu glæder vi os meget over, at vi sammen har gjort en stor forskel til støtte for Kræftens Bekæmpelse. Vi håber naturligvis også, at vi har fået samlet så mange penge ind, at vi kan sende Karin Boye (vinder af A-rækken), og Susanne Petersen (vinder af B-rækken) af sted til Landsfinalen, som afholdes den 19. september på Lübker Golf Resort.

 

Ved fælles hjælp samlede vi ca. 60.000 kr. ind til Kræftens Bekæmpelse og Støt Brysterne

 

Den største pulje kom fra vores kontantsponsorater  – mere end 26.000 kr.

Næststørste beløb fra deltagernes startgebyr – knap 13.000 kr.

Vi solgte lotterilodder for 11.500 kr., og måtte desværre melde udsolgt på spilledagen.

Varesalget, incl. de flotte roser indbragte mere end 6.500 kr.

Fra puttekonkurrencen fik vi den nette sum af 1260 kr. og

sidst men ikke mindst fik vi penge ind fra biograftur, kagesalg og maleriauktion.

 

Længste drive mænd blev vundet af : Christian Haldan

Længste drive kvinder blev vundet af : Jette Pedersen

Nærmest hul mænd blev vundet af : Halvor AP

Nærmest hul kvinder blev vundet af : Lise Skov

Puttekonkurrence mænd blev vundet af : Kai Östberg

Puttekonkurrence kvinder blev vundet af : Hanne Jørgensen

 

De flotte fotos er taget af fotograf Thomas Jessen.

Tirsdagsdamerne i Svendborg Golfklub

Pink Cup.10.06.14.3 Pink Cup.10.06.10

 

Sekretariatet er lukket 18 juni

Grundet kursus i Golfspilleren i centrum er sekretariatet lukket onsdag d. 18 juni

Spil Gratis Golf i Svendborg Golf Klub

Som et nyt forsøg giver Svendborg Golf Klub nu alle begyndere muligheden for at prøve golfsporten af helt gratis. Forløbet er som man kender det fra et prøvemedlemskab hvor man gennemgår begyndertræning, kommer til slagprøver, spiller kaninmatcher og hvad alt dette ellers indeholder. Derudover vil klubben lave en fast dag med træning i de forskellige slag. Desuden er der også fri adgang til Par 3 banen. Klubben er i besiddelse af golfsæt som kan lånes når man er i klubben og vil træne eller spille.

Når man har gennemgået kørekortet vil man have mulighed for at spille på de andre baner som klubben råder over. Efter tre måneder vil vi bede begynderen om at tage stilling til et medlemskab for 2015, når dette er besluttet vil man betale kontingent for 2015, men samtidigt opretholde de rettigheder som medlemskabet berettiger til resten af 2014.

Golfklubben inviterer til et informationsmøde torsdag d. 26 juni kl. 18.00, her vil man få lejlighed til at stille spørgsmål samt tilmelde sig til forløbet.

Har du yderligere spørgsmål så kontakt klubben på 62 22 40 77 eller info@svendborg-golf.dk

Banerekord fra Rød Tee

I mandags havde mandagsherrerne glæden af at spille fra rød tee. Det medførte en ny banerekord fra Jesper Frederiksen, han har i forvejen rekorden fra gul, så han er nu halvvejs i kampen om at have banerekord på alle fire tees. Runden lød på 66 slag og var således en forbedring på et enkelt slag i forhold til den tidligere rekordindehaver Annika Östberg

Pinsematch Sponseret af Autohuset Vestergaard

Pinsemorgen kl. 06.00 stillede 60 friske golfspillere op i Svendborg golfklub for at gennemføre en morgenturnering.

Autohuset Vestergaard havde meldt sig som sponsor og der var stillet flotte biler op på golfbanen ved flere af hullerne.

Vejrudsigterne havde i løbet af ugen lovet dejligt vejr med sol i pinsen, men der var også kommet varsler om torden og skybrud. Det skulle vise sig at holde stik, for lige efter starten begyndte det at regne, men kun kortvarigt. Efter ca. 2 timers spil kom der torden og lyn i en afstand fra golfbanen, men det kom tættere på og en del af spillerne valgte, i overensstemmelse med faste retningslinier for golfspillet, at afbryde spillet og gå i klubhuset. Efter ca. ½ time var uvejret drevet over og spillet blev genoptaget. Så kom der endnu en regnbyge, men alle spillere gennemførte og kom i klubhuset, hvor der ventede en dejlig brunch i restauranten. Vejret var nu så dejligt, at brunchen blev indtaget på terrassen.

Resultatet af turneringen blev: A- rækken : vinder Mads Emil Petersen, nr. 2: Nis Erik Larsen, nr. 3 Thønning Petersen B- rækken: Vinder Ole Thalund, nr. 2: Gitte Borgermann, nr. 3, Flemming Jensen C- rækken: Vinder  Lis Larsen, nr. 2 Finn Mogensen, nr. 3 Dorthe Snitker.

Alle de flotte præmier var fra proshoppen i golfklubben.

Tyveri af træningsbolde til drivingrange og indspilsområdet

Henover weekenden har trænerne observeret et markant svind i bolde til drivingrange og indspilsområde. Det drejer sig om ca. 4.000 bolde som er forsvundet siden der blev samlet bolde fredag. Vi beder alle medlemmer om at være opmærksomme ved træningsområderne, således dette svind kan stoppes. Der vil snarest blive opsat videoovervågning der dækker området, samt blive foretaget en politianmeldelse af de forsvundne bolde.

Sidste nyt fra tirsdagsdamerne om Pink Cup tirsdag, den 10. juni 2014

Kære alle

 

Nu går vi ind i den sidste uge inden vores 10-års jubilæumsturnering til støtte for Kræftens Bekæmpelse løber af stabelen.

 

I skrivende stund har 69 mandlige og kvindelige spillere meldt sig for at støtte op om sagen. Det er vi rigtig glade for, vil dog lige nævne, at der er plads til 35 mere. Har du lyst til at deltage i den festlige turnering, så skynd dig at melde til inden tilmeldingsfristen udløber onsdag, den 4. juni.

 

Det bliver en festdag af dimensioner. Vi har fået en fantastisk støtte fra Svendborgs erhvervsliv. Vi har fået rigtigt mange fine præmier både til de spillende deltagere, men ikke mindst til vores lotteri.

Der vil være præmier til de 10 bedste spillere i de 2 rækker vi spiller i, og præmier til hvert 10. lod. Alle kan deltage i lotteriet – det er på ingen måde forbeholdt spillerne.

 

I vil se meget til Tirsdagsdamerne i ugens løb, hvor vi vil sælge lodderne til lotteriet samt varer fra Kræftens Bekæmpelse.

 

Som noget nyt i år opfordrede vi spillerne til at skaffe sig personlige sponsorer, hvis de havde lyst. Som tidligere nævnt, giver det andre end golfspillerne mulighed for at bidrage enten med et fast beløb, eller som et beløb pr. stableford point, spilleren opnår. Også her er der meget flotte præmier til de 2 mænd og 2 kvinder, der bidrager med de største beløb. Sponsorkontrakter og oversigt over personlige sponsorater fås i klubhuset, eller ved at kontakte os. De spillere, der deltager i denne konkurrence skal aflevere den udfyldte oversigt sammen med scorekortet for at kunne deltage i konkurrencen.

 

Det er ikke kun spillerne, men også Belinda og Ove i restauranten, der bakker op. I den sidste uge op til turneringen sælger de kager, hvor en del af prisen gives videre til vores indsamling.

 

Sidst, men ikke mindst, er der også mulighed for at afgive et lukket bud på det maleri, Sven Rungø bidrager med. Maleriet er opstillet i restauranten. Æsken med bud åbnes efter turneringen, hvorefter vinderen får overdraget det.

 

Vi håber virkelig, at vi når vores mål, så Svendborg Golf Klub får så mange penge ind til Kræftens Bekæmpelse, at vi kan sende den kvindelige vinder i A- og B-rækken videre til landsfinalen, der afholdes den 19. september hos Lübker Golf Resort.

 

På tirsdagsdamernes vegne.

 

Lise Rungø                         og                  Inger Olsen

lrungoe@hotmail.com                              Inger@s-o-textil.dk

Sommerfest for Svendborg Golfklubs Juniorer

 

Festen foregår lørdag d. 28 juni 2014

 

Vi starter kl. 13:00 – hvor der kan spilles både 9 huller og 18 huller – der vil være konkurrencer med præmier for spillerne

 

Kl. 18:00 grilles der på terrassen, hvor forældre også er velkomne til, at deltage i spisning for 100,- pr. Person.

Hvor der også vil være præmieoverrækkelse til vinderne af dagens konkurrencer!

 

Prisen for juniorer er 50,- for deltagelse i hele dagens arrangement.

 

Tilmelding ved Søren Bech på soren.bech@mail.tele.dk senest d. 20 juni

 

Vi glæder os meget til, at se jer alle!

 

Med Venlig Sommerhilsen

Juniorudvalget