Mød vores klubsponsor: Sydbank

Klubsponsor Sydbank, Svendborg – den lokale bank for både private og erhverv

Hvis man skal give et godt eksempel på et vækstorienteret pengeinstitut, er det oplagt at nævne SYDBANK. Fra etableringen i 1970 gennem en fusion af 4 sønderjyske banker til idag, hvor banken er landsdækkende og faktisk en af Danmarks største aktører, er der sket meget.

På Sydfyn er der nok ikke mange, der ikke kender SYDBANK, og i Svendborg Golf Klub kender vi vist alle banken på grund af de mange uundværlige sponsorater, der sikrer, at vi i golfklubben har mulighed for at udvikle, investere og i det hele taget få klubben til at “køre på skinner”.

Bankens slogan: I Sydbank er vi store nok til at være dygtige og små nok til at være nærværende viser med al tydelighed, at banken er 100% kundeorienteret, og det uanset om kunden er stor eller lille/en privatkunde eller en virksomhed.

Afdelingen i Svbg er et godt billede på, hvor Sydbank er stærkest. Som Christoffer Klok (se foto nedenfor) udtrykker det: Vi er “Too Big too Fail”. Sydbank er en af de 5 store banker i DK – og i Svbg den eneste såkaldte Full Service Bank – fuldt kørende Private Banking, investeringsafdeling, erhvervsafdeling og privatafdeling med de klassiske åbningstider. Dvs åben hver dag – som i de gode gamle dage.

Sydbank Svendborg er netop et gammelt pengeinstitut og har konstant fokus på LANGVARIGE relationer. En stor del af kundegruppen er også stadig de “gamle” svendborggensere.

Sydbank Fonden er en al­men­nyt­tig fond med brede for­måls­pa­ra­graf­fer, der fokuserer på støtte til kulturelt og folkeligt arbejde. Fonden støtter en bred vifte af projekter, der gør en forskel i lo­kal­sam­fund og kul­tur­li­vet. I 2024 har fonden doneret over 20 mio. kr. til 586 projekter i Danmark. Også lokalt er Sydbank Fonden aktiv. Alene i september 2025 har fonden doneret kr. 150.000 til Svendborg og Ærø projekter.  Alt fra legeplads i beboerforeninger til at få PostNord til Ærø – cykeltrailer til at hente dagplejebørn osv.

På nedenstående foto ses Jette Pedersen og Christoffer Klok, der har ansvaret for og kontakt til golfklubben.

Jette P. er et absolut meget kendt ansigt i vores klub, ikke alene på grund af sin “forbindelse” til Sydbank, men i allerhøjeste grad også for sit golfspil og altid gode humør. Jette har i mange år repræsenteret Svendborg Golf Klub i regionsregi/ Danmarksturneringen, og så er Jette et aktivt medlem af TIRSDAGSDAMERNE, der i den grad også har nydt godt af Sydbanks sponsorater.

Sydbank er endvidere en aktiv del af Svendborg Golf Klubs erhvervsnetværk. “Synlighed er vigtig”, som Christoffer Klok udtrykker det. “Opbygning af relationer står øverst, når sponsorater skal prioriteres. Relationer skaber værdi for alle parter, og det er vigtigt”.

Både Jette og Christoffer opfordrer derfor også til at kigge ind, kontakte dem (også på banen) og i det hele taget få en snak og få skabt de gode relationer, som alle parter kan nyde godt af.

Sydbank er som nævnt en vigtig sponsor i klubben, ingen tvivl om det. Banken har via dens sponsorater bl.a. bidraget til den såkaldte “startpakke” til klubbens meget succesfulde satsning på “Kvinder og Golf” og til klubbens nye TRACKMAN. Banken er også en vigtig aktør i forbindelse med klubbens populære fredagsmatcher m.m.

Da snakken kom over på GOLF, kunne Jette fortælle, at Svendborgs bane i hendes optik står rigtigt flot. Jette er, som de fleste ved, en habil golfspiller, men synes dog, at hul 2 også kan give hende udfordringer.

Gitte Borgermann

 

 

 

 

 

 

 

 

Mød vores klubsponsor: Skousen Svendborg og Faaborg

 

Går man i SKOUSEN i Svendborg eller Faaborg, og er man så heldig at møde ejeren, Michael Hansen, så er man sikker på en sjov bemærkning og en ultragod service. Heldigvis er servicen også i orden, når Michael ikke lige er at træffe, takket være et fagligt dygtigt og serviceminded personale.

Michael er en af klubbens GULD-sponsorer og i den egenskab bl.a navnesponsor for vores eliteafdeling, sponsor for puttegreen foran klubhuset, samt hulsponsor på 18 hulsbanen så man må sige at Michael i den grad bakker op om klubben, hvilket vi er MEGET taknemmelige for!

Udover at tilbringe tid med sine to døtre på hhv. 22 og 25 år – og spille golf på Svendborgs bane (en fritidsbeskæftigelse der desværre ikke altid er tid til), så tilbringer Michael også i sin fritid en del tid på spinningcyklen  og på landeveje i ind- og udland. Michael er i det hele taget en aktiv mand, der elsker at “være på vej” både arbejdsmæssigt og i fritiden.

Når tiden er til en gang golf i vores klub, så er det især hullerne 7 og 16, der både udfordrer og tiltaler Michael. Som andre roser Michael vores bane, der både er smuk og spændende at besøge.

Noget, der i dag udfordrer detailbranchen generelt, er den stigende nethandel. Det har Michael også erfaret, og SKOUSEN har derfor også lanceret sloganet: “Vi matcher laveste netpris”, en strategi, der har vist sig at være vellykket. I forhold til nethandlen kan netop servicen i de fysiske butikker noget, som slet ikke findes online. Derfor er det også vigtigt med den kompetente og serviceorienterede medarbejderstab, som kendetegner SKOUSEN i Svendborg og Faaborg. Dette kommer på flere måder kunderne tilgode, og står du og mangler nye hårde hvidevarer, så er SKOUSEN med det store sortiment leveringsdygtig i både produkter og den gode kundeservice.

 

#støtvoressponsorerdestøtteros

Gitte Borgermann

 

 

 

Mød vores klubsponsor: BORCH Advokater

En af Svendborg Golf Klubs skattede sponsorer er virksomheden BORCH Advokater.

Navnet stammer oprindeligt fra grundlæggeren, Poul V. Borch, der i 1950’erne etablerede virksomheden. Navnet er blevet fastholdt, “besætningen” fornyet og tæller i dag lidt over 30 medarbejdere, bl.a. partner Miichael Nørregaard, som er en ivrig golfspiller. BORCH Advokater har i dag fast bemandede afdelinger i Svendborg, Rudkøbing, Faaborg, Nyborg og Assens.

BORCH Advokater beskæftiger sig især med erhvervsrådgivning til mindre og mellemstore virksomheder. Rådgivningen til private vedrører hovedsageligt køb og salg af ejendomme, testamenter, fremtidsfuldmagter samt dødsbobehandling. Deres slogan er ”Tæt på livet” og deres vigtigste opgave er at give deres klienter tryghed i hverdagen ved at gøre juraen enkel og forståelig, være tæt på og støtte lokalsamfundet samt dyrke den personlige relation. Grundig rådgivning tager altid udgangspunkt i den enkelte klient og dennes særlige behov og ønsker.

I klubben nyder bl.a. ungdomsarbejdet godt af sponsorstøtten fra BORCH Advokater, men også f.eks. Erhvervsklubben har stor glæde af BORCH sponsoratet, hvor præmierne til matchvinderne ofte består af gode vine, der jo altid skaber glæde. Svendborg Golf Klubs øgede fokus på det vigtige ungdomsarbejde ville ikke kunne lade sig gøre uden sponsorstøtte og frivillige kræfter. Satsningen på ungdommen skal sikre, at “forsyningskæden” er etableret og får god næring ”nedefra”, og dermed sørger denne satsning netop for, at klubben også i fremtiden har og får mange medlemmer og ikke mindst kan tiltrække flere unge golfspillere.

Miichael og hans ægtefælle Metteemilia er kraftigt involveret golfklubbens foreningsarbejde, hvor Miichael er turneringsansvarlig i Mandagsherrerne og Metteemilia lægger en masse kræfter i juniorafdelingen, som vokser og vokser.

Miichael er sammen med Bjarne Skov Bækkelund, relations- og kommunikationsansvarlig i BORCH Advokater, og advokat Flemming Schmidt ofte at finde i golfklubben og på banerne. Det samme gælder for Miichaels søn Sander, der allerede i en alder af 12 år “gør sig” godt på golfbanen og – måske – en skønne dag er at finde i klubbens eliteafdeling. Der er i hvert fald nogle stykker at se op til og tage ved lære af.

Når Miichael spiller i Svendborg glæder han sig over, at nogle af de oprindelige huller igen er en del af 18-hulsbanen – særligt yndlingshullet 4 hvorfra man har en fin udsigt. Generelt er han meget glad for vores flotte baner, som en masse frivillige støtter op om med diverse arbejder. Miichael pointerer, at vi jo er en forening, hvor det er vigtigt at bidrage med stort som småt, alt kan hjælpe til fælles bedste. Og så er golfen jo bare den perfekte dannelsessport, særligt for de unge, men også for voksne. Miichaels temperament på banen blev for en del år tilbage radikalt ændret til ro og accept. Det skete, efter at en golfspiller stillede følgende spørgsmål til en anden (hidsig) golfspiller: hvad er dit spillehandicap, hvor ofte træner du og hvor ofte spiller du en runde? Svarene var – ikke overraskende – at hverken spillehandicap, antal af træninger eller runder var prangende…dernæst kom konklusionen: ”Så er du simpelthen for ringe til at have ret til at skabe dig sådan!”. Den besked gik rent ind!

 

 

 

Gitte Borgermann

Mød vores klubsponsor Tømrermester Per Bihl

Der er nok ingen tvivl om, at navnet PER BIHL er ret så kendt blandt golfklubbens  medlemmer. Rigtigt mange golfspillere deltager nemlig i sæsonen så godt som hver eneste torsdag i den populære “Per Bihl Torsdagsturnering”, der som navnet siger er en løbende turnering sponsoreret af ….. Per Bihl, som bl.a. sørger for fine præmier til de vindende torsdagsmatch golfere.

Udenfor golfklubben er navnet Per Bihl bestemt heller ikke ukendt. Per driver på 15. år sin tømrervirksomhed beliggende på Tåsinge. Virksomheden har 5 ansatte og beskæftiger sig med mange forskellige typer tømrerarbejder som tagarbejde, til- og ombygninger, gulve, opsætning af køkkener, bad og garderobe, haveanlæg incl. skønne træterrasser m.m.m.

Udover at være en skattet sponsor i Svendborg Golf Klub er Per Bihl også sponsor i flere lokale klubber og foreninger som f.eks.  “Svendborg Rabbits”, Tåsinge og Thurø Boldklubber og “FC Kurant”. Udenfor sportens verden er Per Bihl bl.a. også sponsor i “Svendborg Borgerforening”, “Shopping Svendborg” og “Rottefælden”. Så ingen tvivl, navnet Per Bihl er et navn, der vækker genkendelse.

Per Bihl er en relativt hyppig gæst i Svendborg Golf Klub, hvor han nyder at komme ud og slappe af på banen. Per har spillet golf i 8 år og er – naturligvis – super glad for at spille på vores dejlige bane. Generelt synes Per, at banen som helhed er udfordrende “på den gode måde”. Ynglingshullet er nok hul 18.  “Hadehullet” er helt klart hul 12.

Når Per Bihl ikke kører rundt og udfører forskellige typer tømrerarbejder, og når han ikke spiller golf, så bruger han en del af fritiden på tilskuerpladserne i GOG og Svendborg Rabbits sammen med sin kommende hustru, Charlotte.

Hvis I ønsker at vide mere om tømrermesteren på Tåsinge så klik ind på www.perbihl.dk, hvor I vil kunne se eksempler på alle de opgaver, som Per Bihl gerne løser for jer.

#støtvoressponsorerdestøtteros

 

Skrevet af Gitte Borgermann

Mød vores klubsponsor Arkitektfirmaet Byg & Bo v/ Bo Bramsen

Arkitektfirmaet Byg & Bo er muligvis ikke kendt blandt så mange af klubbens medlemmer, da virksomheden primært opererer på B2B markedet. Men ikke desto mindre er det et firma, som mange husejere også kan have glæde af at kende til. Byg og Bo arbejder nemlig i en branche, som får mere og mere vind i sejlene, nemlig bl.a. energioptimering. Det er med andre ord en virksomhed, som kan hjælpe boligejere og ikke mindst virksomheder med at spare penge – og det er svært at sige nej til. (Se videre på www.bygbo.com)

Firmaet, der blev startet i 2003, holder til på Skovballevej 59 på Tåsinge, men har hele Danmark som sin arbejdsplads. Virksomheden ledes idag af Bo Bramsen og hans ægtefælle, Pia. Bo fortæller, at arbejdsopgaverne spænder bredt, men de arbejder især med opgaver indenfor kontrolmålinger af nybyggeri – stort som småt, dv.s. energimærkning, trykprøver, termografi, lydmåling m.m.m.

I Pias og Bos sparsomme fritid bliver der udover at tilbringe tid med børn, venner og familie – heldigvis også indimellem tid til at spille golf i Svendborg Golf Klub. Byg & Bo er som nævnt ovenfor en af klubbens sponsorer og har bl.a. sørget for, at vi har et skønt træningsområde, hvor vi medlemmer både kan øve indspil og bunkerslag. Det er vi som klub meget taknemmelige for og sætter stor pris på. Samtidig hersker der blandt mange spillere vist ingen tvivl om, at det kan koste vigtige scores, hvis man ikke behersker indspils- og bunkerkunsten, og derfor bliver træningsområdet også flittigt brugt. ¨Ubung macht den Meister”.

NÅR der er tid til golf i Svendborg, så er det indtil videre primært Bo, der ses på banen. Han synes, at især hul 11 indimellem giver nogle store udfordringer. Til gengæld er hul 18 et af hans bedste huller, hvor der ofte laves gode points. Pia spiller ikke så meget golf – endnu -, men fungerer sommetider som caddie. Der har indtil videre ikke været så meget tid til golfen, men nu ser det ud til at lysne. Bo regner helt klart med et godt efterår på banen. Pia glæder sig til næste sæson, hvor hun vil være en af deltagerne på klubbens succesfulde “Kvinder & Golf” hold.

Begges værste golfoplevelse fandt sted i Portugal – i 30 graders varme. Hverken Bo eller Pia gjorde det godt dengang, da de ikke havde spillet golf i mange år. De blev faktisk nærmest bedt om at forlade banen, da de med deres “skæverter” kunne komme til at udgøre en risiko for de andre spillere på banen. Det vil de ikke have hængende på sig, så de sætter deres lid til efterårssæsonen 2023 og sæson 2024. Vi har jo i klubben f.eks. en skøn øvebane, som de naturligvis er meget velkomne til også at benytte – og som vi andre heldigvis også har adgang til netop takket være Byg & Bo.

#støtvoressponsorerdestøtteros

Gitte Borgermann

 

 

Mød vores klubsponsor Louis Nielsen Svendborg

Langt de fleste kender helt sikkert sloganet “Sku’ ha’ gået til Louis Nielsen”, hvilket heller ikke er så underligt, da optikerkæden Louis Nielsen er den absolutte markedsleder i Danmark. Kæden startede oprindeligt i Aalborg i 1978, hvor optiker Louis Nielsen introducerede en kontaktlinsebutik kombineret med køb af kontaktlinser på abonnement. Ti år efter blev sortimentet udvidet med briller – og så er resten nærmest historie.

Svendborg butikken åbnede i 2001, og John overtog butikken i 2003, Susan kom til i 2014. Begge ejer også butikken i Faaborg.

I 2005 blev Louis Nielsen kæden opkøbt af britiske SPECSAVERS. Det betyder for Louis Nielsen Svendborg, at butikken fortsat er ejet af Susan Uhrbrand Jensen og John Tornhøj, og at Specsavers agerer “backing group”, noget som begge ejere vurderer som en absolut fordel. For Louis Nielsen er det dog også meget vigtigt med den lokale forankring og det at være en del af lokalområdet. Det nyder bl.a. vi i Svendborg Golf Klub godt af.

Louis Nielsen gør det godt – både for vores klub, hvor firmaet f.eks. er sponsor for vores meget populære afslutnings- og frivillighedsmatch, der i år afholdtes den 1. oktober – atter med stor tilslutning og stor succes. Samtidig er klubben i den heldige situation ofte at få doneret Goodiebags i forbindelse med forskellige klubarrangementer.

Svendborg Golf Klub er ikke den eneste, der nyder godt af Louis Nielsens “gavmildhed” – også f.eks. Dansk Folkehjælp får via SynsHjælpen støtte til at passe på udsatte danskeres øjensundhed. I den forbindelse foretager Louis Nielsen gratis synstests og donerer gratis briller til 1.200 udsatte danskere hvert år.

Men Louis Nielsen gør det også godt i andre sammenhænge. Som Danmarks største optikerkæde er produktudvikling en vigtig ingrediens for fortsat at klare sig godt i konkurrencen. I 2015 introduceredes f.eks. funduskameraet og iCare trykmåling under konceptet KompletSyn, der tilbyder kunderne et kombineret syns- og sundhedscheck for at komme evt. øjensygdomme i forkøbet. I fortsættelse heraf introduceredes i 2017 synsfeltscreeners til tidlig afdækning af bl.a. grøn stær.

Og så er Louis Nielsen en rigtig god arbejdsplads, hvilket priser i både 2021, 2022 og i 2023 beviser. Virksomheden blev bl.a. i 2022 rated som Danmarks bedste arbejdsplads for unge under 25 år, og i 2023 vandt Louis Nielsen prisen som Danmarks bedste arbejdsplads for virksomheder med 500+ medarbejdere.

Både John og Susan er selv golfspillere, desværre er der ofte ikke tid til at spille så meget, som de godt kunne tænke sig. John spiller primært i Faaborg og Susan i Nyborg, men de har dog begge et ganske godt kendskab til vores bane, som de betegner som en dejlig bane at spille. Det vidner deres store engagement i klubben jo også om.

Vi er uden tvivl mange golfspillere i klubben, der enten bruger kontaktlinser eller briller – eller måske  bør overveje det, og vi “sku’ måske snart gå til Louis Nielsen” og få checket op på vores “boldøje”, så bolden lettere finder hen til hullet.

af Gitte Borgermann

Mød vores klubsponsor Fynske Bank

Der er vel nærmest ikke et eneste medlem i Svendborg Golf Klub, der ikke kender Fynske Bank. Tænk bare på vores driving range, på rangebolde, på diverse sponsorater af Erhvervsklubben og Mandagsherrerne for blot at nævne nogle af de aktiviteter, som Fynske Bank og Fonden for Fynske Bank  har muliggjort med deres store engagement i vores klub. Noget af det nyeste er bankens “involvering” i den nye bro ved hul 4 på 18 hullers banen. Der skal ikke herske tvivl om, at bankens mange bidrag har været – og er – en uvurderlig hjælp til klubben.

Som nævnt er det både Fynske Bank og Fonden for Fynske Bank, der støtter golfklubben. Fonden, hvis formål er at bidrage til lokalområdets fritids- og kulturliv, er den største aktionær i Fynske Bank, repræsenteret ved Henrik Bo Jensen (t.h. på foto). Henrik Olsen (t.v.) er ansigtet udadtil i forhold til Golfklubbens Erhvervsklub, og begge er kendte ansigter blandt mange af vore medlemmer.

Fynske Bank er en bank med stærke værdier, høje ambitioner og en tæt tilknytning til lokalområdet, noget vi i Svendborg Golf Klub er meget glade for. Banken har aktiviteter både på Fyn og i Østjylland. Hovedkontoret er beliggende i Svendborg, hvor banken er en stor virksomhed med omkring 80 ansatte ud af de ialt ca. 180 medarbejdere.

Mange genkender også uden tvivl bankens “slogan”: IDAG – IMORGEN – I FÆLLESSKAB. I Svendborg Golf Klub har vi tydeligt mærket “fællesskabet”, som det også fremgår ovenfor.

Den 8. september 2023 afholdt banken på vores smukke golfbane “Fynske Bank Company Day” for mere end 100 mennesker, en dag, som blev en stor succes. Det var tredje gang, at denne store dag blev afholdt i Svendborg, og da deltagerne i “Company Day” kommer fra flere steder i landet, er dagen også en betydningsfuld dag for vores klub, hvor vi kan “vise os frem på bedste vis” og på den måde sikre os nye greenfee gæster i fremtiden.

Banken favner bredt både indenfor privat- og erhvervsrådgivning. Vær derfor absolut ikke bleg for at gå ned i banken og ta’ en snak. Kaffen er altid klar, og det er banken også, så kig bare forbi og få vendt stort og småt og ikke mindst få en god snak.  Skulle I møde en af de to herrer på banen, er I naturligvis også der velkomne til at få svar på et par spørgsmål eller få en aftale om et møde.

Både Henrik Bo Jensen og Henrik Olsen spiller golf, og begge må beklage, at tiden – endnu – ikke er til at spille så hyppigt, som de måske kunne tænke sig det. Henrik Bo J. nævner som sit bedste og værste hul på banen hhv. hul 5 og det udfordrende hul 12. Henrik Olsen er helt enig i, at hul 12 er noget udfordrende, men kan til gengæld godt lide hul 4, som han synes er et spændende hul, der åbner for muligheden for gode points. Generelt er begge meget tilfredse med vores flotte og kuperede bane og roser greenkeeperne for deres flotte arbejde.

Vær ikke tilbageholdende, hvis/når I støder på de 2 x Henrik på banen eller i byen. Gå blot til dem. Her er gode råd jo ikke dyre!

Af Gitte Borgermann

 

Mød vores klubsponsor Pind J. Design

Guldsmeden fra Svendborg – ny GULD Sponsor i klubben

Den første indikation på, at Svendborg Golf Klub har indgået en sponsoraftale med en guldsmed, er den helt unikke præmie, som en spiller, der laver hole-in-one på klubbens 18 hullers bane, får, nemlig en håndlavet brillantring i 14 kt guld fra Pind J. Design! Det er vist uden tvivl første gang i en dansk golfklub, at en sådan værdifuld præmie (kr. 8.555,-) udloddes. “WAUW” er udtrykket, der bedst beskriver det.

Første spadestik til Pind J. Design Guldsmedie blev taget i Rudkøbing, hvor Peter Pind udnyttede et indtil da udækket behov for guldsmedeværksted, der kunne servicere forskellige guldsmedeforretninger rundt omkring på Fyn. Det blev hurtigt en succes, og i 1985 åbnede Peter Pind også en guldsmedebutik i Rudkøbing, starten på Pind J. Design. Efter 18 år på Langeland flyttede virksomheden til Svendborg.

Idag ledes Pind J. Design af Thomas Pind, anden generation i virksomheden. I 1996 begyndte han som dengang 17 årig selv som en af de yngste elever nogensinde i Danmark på uddannelsen til sølv- og guldsmed i København. Thomas har dermed allerede holdt sølvbryllup med branchen.

Under sin uddannelse i København fik han overbragt en bronzemedalje på skolen for særligt godt udført guldsmedearbejde. Dengang som nu var og er Thomas et udpræget konkurrencemenneske, noget der uvægerligt hjælper ham i hans erhverv, hvor han elsker at eksperimentere med ædelsten og metal for at kunne lave de smukkeste og mest unikke smykker, som Pind J. Design også idag er meget kendte for.

Pind J. Design er konstant nytænkende og præsenterer løbende nye, unikke smykker. Sortimentet er udvidet til nu også at indbefatte ure, og dertil kommer såvel deres guldsmede- som urmagerværksted.

Pind J. Design har over årene udviklet sig til at være Danmarks største reparationsværksted, hvor flere uddannede guldsmede ikke kun reparerer smykker, men også designer og producerer unikasmykker for kunder i hele landet – og nu altså også til hole-in-one spillere i Svendborg Golf Klub. Virksomheden har idag også en webshop, der sælger til både private og engros kunder. Det betyder, at Pind J. Design “har 3 ben at stå på”, nemlig reparationsværksteder, butik og webshop. Dermed er virksomheden klædt godt på til fremtiden.

Thomas Pinds hustru, Christina, står idag for butikken i Svendborg, mens Thomas leder guldsmedeværkstedet.

Og nu er Pind J. Design så også GULD SPONSOR i Svendborg Golf Klub, og i den egenskab sponserer de udover ovennævnte brillantring til hole-in-one også f.eks. golfklubbens TIRSDAGSDAMER, der er i den heldige situation, at de kan vinde fantastisk smukke smykker fra Pind J. Design, når de har deres matcher. Som TIRSDAGSDAMERNES formand, Charlotte Andersen, udtrykker det: “Hvor heldige har vi lov at være”?

Fremtiden ser lys ud for Pind J. Design, og ambitionen er også klar: Der skal fortsat udvikles og bygges nye lag på de allerede eksisterende forretningsområder. Samtidig skal der videreudvikles på virksomhedens eget brand “By Pind”, hvor målet er at få mærket positioneret som et unikt brand til priser, hvor alle kan være med.

Det er der helt sikkert en masse kunder og bl.a. også Svendborg Golf Klub, der vil sætte pris på.

Læs mere om Pind J Design her:

…eller besøg deres hyggelige butik på Gerritsgade 44, 5700 Svendborg, som absolut er et besøg værd

Tak for samarbejdet til Christina og Thomas

#støtvoressponsorerdestøtteros

 

Mød vores klubsponsorer Tina & Arne Petersen, SPAR Wandallsvej i Svendborg

Siger man SPAR Købmanden i Svendborg, dukker navnene Tina og Arne Petersen med stor sandsynlighed op. Idag er de ikke selv aktive købmænd mere, den tjans er overdraget til den ene af parrets sønner, nemlig Lennart, der med stor succes viderefører SPAR Wandallsvej.

Tidligere havde de også SPAR Mølmarksvej. Denne butik er nu frasolgt. Parret ejer stadig SPAR Tved, som dog er forpagtet ud.

SPAR Wandallsvej har gennemgået en nærmest totalrenovering og udbygning og har idag også både delikatesse og en stor og meget velassorteret vinafdeling.

Både Tina og Arne er super glade for at spille på vores smukke og velholdte bane. De er i år igang med den 3. sæson og nyder både golfspillet og det sociale liv, der følger med. Udover at spille i Svendborg holder begge også af udfordringerne på andre golfbaner – men Svendborgs dejlige bane er selvfølgelig nummer et.

Foruden golfen er især Arne ivrig cykelmotionist både indendørs i SOLO Fitness og udendørs på de danske – og europæiske – landeveje. Den store tur går i juli måned i år til Paris sammen med “Team Ringe” med Tina i følgebilen.

Som nævnt er det nu sønnen, Lennart, der i det daglige servicerer kunderne i SPAR Wandallsvej. Der er altid tid til en hyggelig snak, og så er der også altid en utrolig god service i butikken både fra Lennart himself og fra de dygtige medarbejdere. Prøv det gerne af – der er helt sikkert gode tilbud og superlækker mad i delikatessen og masser af gode vine i den velassorterede vinafdeling.

Vi takker mange gange for støtten Arne og Tina. I er i højeste grad med til, at vi kan drive klubben på den måde, som vi gør idag!
 
#støtvoressponsorerdestøtteros